31.10.2016, 15:48 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Getty Images

Landsholdsanfører stopper i FCM Håndbold

Stine Jørgensen stopper i FCM Håndbold efter denne sæson.

Den målfarlige bagspiller har været en del af FCM Håndbold siden 2013. Hendes kontrakt udløber til sommer, og fra næste sæson vil Stine Jørgensen ikke længere være at finde på det midtjyske holdkort. Venstre backen har været glad for at spille i FCM, men føler, at det er tid til at prøve noget nyt.

- Jeg er taknemmelig for mine år i klubben og de holdkammerater og trænere, jeg har haft. Hele vejen igennem har jeg været omgivet af gode folk, så jeg kommer selvfølgelig til at savne FCM-teamet.

- Samtidig føler jeg, at det er tid til at prøve kræfter med nye opgaver. De sidste fire år har været utrolig lærerige for mig. Jeg har udviklet mit spil i begge ender, især i forsvaret. I dag er jeg en anden defensiv spiller, end da jeg kom til klubben. Jeg er kommet op på et højere niveau og fået en del international erfaring, fordi FCM blander sig i toppen af dansk håndbold, siger Stine Jørgensen.

En central figur
Sportsdirektør Stefan Kristensen ærgrer sig over at skulle sige farvel til den målfarlige profil, men han er stolt over Stine Jørgensens udvikling i FCM Håndbold.

- Vi er stolte over at have bragt Stine op på det niveau, som hun er i dag. Hun er en international klassespiller med en central figur på klub- og landsholdsplan, så det er klart, at hun efterlader et hul, som vi skal have at udfyldt.  

- Stine er en super håndboldspiller både på og uden for banen. Hendes personlighed passer godt ind i vores værdisæt. Hun er en spiller af gennemsyret ordenhed og med sunde værdier, så vi ærgrer os over, at det ikke lykkedes at beholde hende i klubben, men vi ønsker Stine al mulig held og lykke i fremtiden, siger Stefan Kristensen.

Stine Jørgensens CV rummer en succesrig tid i FCM Håndbold, hvor det blandt andet er blevet til Final Four-deltagelse, to DM-titler og to pokaltitler.