16.09.2016, 12:00 | Af: | Foto: Getty Images

Kristian Kristensen ny cheftræner i FCM Håndbold

Samtidig bliver Mathias Madsen ny assistenttræner i klubben

FCM Håndbold har cheftræneren for sæsonen på plads. Det bliver den hidtidige assistenttræner Kristian Kristensen, der får ansvaret for hunulvene for resten af sæsonen. Den 42-årige træner har været i klubben siden 2014 og får altså nu hovedansvaret for håndboldkvinderne.

- Med Kristian får vi sportslig kontinuitet. Han kender klubben og spillerne, og vi kender ham og ved, hvad han står for, og han har den ledelsesprofil, som vi har søgt. Han er en dygtig træner, der er dialogorienteret og en teamspiller, og vi er overbeviste om, at det er et godt match for klubben og ikke mindst holdet at få Kristian som cheftræner, siger sportsdirektør Stefan Kristensen.

Kristian Kristensen har en EHF Mastercoach-uddannelse, som er den højeste træneruddannelse i Europa. Derudover har otte års erfaring fra herreligaen som både cheftræner og assistenttræner, som har budt på både et dansk mesterskab og mange europæiske kampe. CV’et byder også på international erfaring fra otte års forbunds- og landsholdsarbejde for forskellige nationer.

- At stå i spidsen for FCM Håndbold er vel et af de ypperste job inden for damehåndbolden, så det ser jeg frem til det med stor glæde. Vi skal fortsætte det gode arbejde, der er blevet lavet, og vi vil fortsat kæmpe med helt fremme og jagte titler, siger Kristian Kristensen.

Med forfremmelsen af Kristian Kristensen har klubben samtidig ansat Mathias Madsen som ny assistenttræner. 34-årige Mathias Madsen kommer med et imponerende CV fra sin aktive karriere, som byder på flere landskampe og et dansk mesterskab.

Men han kommer også med trænererfaring. Den tidligere forsvarsspecialist fra BSV har nemlig erfaring fra damehåndboldligaen, da han i sæsonen 2015-16 var assistenttræner i Silkeborg Voel.

- I Mathias får vi en træner, som selv har prøvet meget i sin aktive karriere, men som samtidig også har trænererfaring fra Silkeborg Voel. Det er sådan en profil, vi har søgt efter, og vi er sikre på, at Mathias vil komplimentere Kristian godt, siger Stefan Kristensen.

- Mathias er en hardcore vindertype, men samtidig også en god kommunikatør, som er dygtig til mandskabsbehandling, og vi mener, at Kristian og Mathias vil være en stærkt duo på trænerbænken.

Mathias Madsen havde egentlig lagt håndbolden på hylden forud for denne sæson, men han kunne ikke afslå tilbuddet for FCM.

- Da der kom et tilbud fra en af de bedste klubber i Danmark, var det svært at sige nej. Det er en stor og spændende udfordring for mig, og noget jeg ikke lige havde regnet med kom. Jeg havde trukket mig lidt tilbage i år, men den her mulighed har givet et kick i mig. Jeg har været en del af håndbolden i mange år, men for første gang i 15 år skulle jeg ikke have noget med håndbold at gøre, og det har jeg savnet, så jeg er lykkelig over, at den her chancen er kommet, siger Mathias Madsen.

FCM Håndbold åbnede den nye sæson i Primo Tours Ligaen med en sejr på 23-22 på udebane over Nykøbing Falster, mens holdet også vandt Super Cuppen over Team Esbjerg.