28.01.2018, 19:40 | Af: Kristina Stokholm | Foto: Getty Images

Kristensen: Vi skal lære af de tætte situationer

Det var lige ved og næsten for Kristensen og co., der tabte knebent til Krim på udebane

Der var vigtige point på spil i dagens duel mod Krim om den fjerdeplads, som højest sandsynligt tilfalder FCM, Krim eller NFH. Hunulvene var tæt på at tage en lunefuld udebanesejr, men blev overhalet i kampens slutfase. At det ikke lykkedes FCM Håndbold at tage point med hjem ærgrer cheftræner Kristian Kristensen.

- Det kom i forskellige perioder. De første fem minutter af anden halvleg så rigtig gode ud, men derefter dalede vi i niveau. Deres målmandskift gjorde ondt på os, og vi blev for dårlige i vores vurdering af Krim i forhold til at udfordre dem optimalt. Derudover lavede vi en del personlige fejl. Vi havde for eksempel mulighed for point til sidst, men den chance løb ud i sandet.

- Men pigerene skal have cadeau for, at de knokler. De vil det rigtig gerne. Samtidig må vi lære af de her tætte situationer, som vi har stået i før - og løst - for det kommer også til at ske i den hjemlige liga, sagde Kristian Kristensen.

Med nederlaget til Krim er FCM-chancerne blevet lidt sværere i forhold til at få en plads, der sikrer en kvartfinalebillet på længere sigt.

- Vores chancer falder selvfølgelig en smule, når vi taber. Samtidig er det vigtigt, at nederlaget ikke var større i forhold til et regnskab, der skal gøres op på længere sigt. Recepten for os må nu være at tage fuldt hus på hjemmebane og vinde udebanekampen mod NFH, sagde cheftræneren.

Kristensen og co., sætter kursen mod Danmark, men ikke hjem til Midtjylland. De bliver i København, hvor der venter det, der kan bliver en afgørende kamp om førstepladsen i HTH GO Ligaen. Kampen mellem København Håndbold og FCM Håndbold bliver fløjtet i gang på onsdag klokken 18.30 i Frederiksberg-Hallerne.