04.02.2018, 18:20 | Af: Kristina Stokholm | Foto: Getty Images

Kristensen: Pigerne kan være indsatsen bekendt

FCM-holdet formåede at udfordre stjerneholdet fra Bukarest store dele af kampen, og det er noget, som cheftræneren tager med videre

Cheftræner Kristian Kristensens reaktion oven på kampen mod CSM Bucuresti:

Hvilke tanker går gennem hovedet lige nu?

- Pigerne kæmper godt og spiller rigtig fint trefjerdedel af kampen. Det er jeg rigtig glad for. Men det viser sig også her på allerøverste hylde, at man skal være skarp to gange 30 minutter, hvis man skal lave det mirakel at slå Bukarest.

- Vi kæmper med Frafjord i deres stregspil store dele af kampen og laver fejl, som koster ekstra, når vi møder de store hold. Men overordnet set synes jeg, vi kan være indsatsen bekendt.

I er foran 23-22 med et kvarter igen. Hvorfor tipper kampen ikke jeres vej?

- Perioden efter føringen koster os dyrt, hvor vi taber 5-0. Og det er de små perioder i kampen, man skal være opmærksom på. Men jeg tager det med, at vi formår at udfordre dem til stregen og spiller godt indtil omkring et kvarter igen.

Stemningen var euforisk på lægterne. Hvad giver det sådan en kamp?

- Det giver det liv og det setup, som det fortjener, når et af verdens bedste hold er på besøg. Det er fantastisk at spille i sådan en kulisse. Der var tryk på kedlerne, og det giver energi, tænding og følelser.