24.10.2017, 16:40 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Getty Images

Kristensen: Forventer et andet udtryk mod Silkeborg-Voel

Onsdag aften tager Kristensen og Co. revanche mod Silkeborg-Voel i Santander Cuppens kvartfinale

Det er kun en uge siden, at FCM Håndbold fik sig en lærestreg i JYSK Arena, da de tabte 27-16 i ligakampen mod Silkeborg-Voel. I morgen gælder det samme modstander, men denne gang i en afgørende pokalkamp, når hunulvene gæster Silkeborg-Voel i Santander Cuppens kvartfinale.

- Pokalkampen mod Silkeborg-Voel betyder meget for os. Det er altid sjovt at spille om titler, og vi har det selvfølgelig som mål at være med helt til sidst i Final 4, som altid plejer at være en kæmpe fest, siger Kristian Kristensen.

Selvom sidste opgør mod de grønblusede blev alt andet end, hvad midtjyderne havde håbet på, så mener cheftræneren, at de er klare til at tage udfordringen op igen. Kristian Kristensen forventer et noget anderledes FCM-hold end sidst.

- Med to Champions League-kampe søndag og fredag og midtugekampen mod Silkeborg onsdag, havde vi et stramt kampprogram. Nederlaget var et vink med en vognstang, som vi lærte meget af. Derfor forventer jeg et andet udtryk i holdet. Det er vigtigt for os selv og vores selvforståelse.

- Taktisk skal vi stadig slå dem på fysikken. Der var vi ikke friske nok sidst, så det er vigtigt, at vi er parate, siger FCM-træneren.

Midtjyderne kommer da også med en vigtig sejr i bagagen fra fredagens udebanesejr i Champions League mod Brest Bretagne. Modstanderne fra Silkeborg-Voel har i mellemtiden lidt et nederlag, da de tabte til franske E.S Besancon Feminin i EHF Cuppen.

Der er kampstart mellem Silkeborg-Voel og FCM Håndbold onsdag den 25. oktober kl. 18.30 i JYSK Arena.