25.10.2017, 22:00 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Hamistolen Photography

Kristensen: Fantastisk sejr der modner holdet

Cheftræneren glæder sig over Final4-billetten og roser den måde, som holdet arbejder sig tilbage på i sejren over Silkeborg-Voel

- Vi har det godt. Vi har det rigtig godt.

Sådan lyder det fra Kristian Kristensen oven på udebanesejren på 22-24 over Silkeborg-Voel. FCM’erne fik sparket sidste uges nederlag til hjørne og sikrede samtidig den eftertragtede billet til Santander Cuppens Final4.

- Jeg er ovenud lykkelig. Vi er stadig et ungt team, og sådan en sejr modner holdet, sagde Kristian Kristensen med reference til de hele 10 udskiftninger, der er sket i truppen over sommeren.  

De to hold fulgtes pænt ad i kampens startfase. Men så rendte FCM’erne ind i en længere scoringspause, og det udnyttede gæsterne og kom foran.

- På et tidspunkt var vi nede med fire mål i første halvleg, men pigerne fik arbejdet sig op, og det var vigtigt at føle, at vi var med i pausen. I anden halvleg vendte vi billedet. Vi fik effektivitet i skuddene, men det blev alligevel spænding til det sidste, da Silkeborg-Voel satsede taktisk i slutminutterne, sagde Kristian Kristensen.

Men FCM’erne holdte stand og bevarede føringen frem mod slutfløjtet til stillingen 22-24. Dermed er hunulvene blandt de fire hold, der skal kæmpe om pokalen i Final4.

- Det er en vigtig sejr historikken taget i betragtning, og så ved vi også, hvad der følger med i kølvandet, sagde Kristian Kristensen og sendte en cadeau til de fremmødte FCM-fans, som endnu engang valgte at følge hunulvene på udebane.