14.10.2016, 15:41 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Getty Images

Jónsdóttir og Petersen: Alt skal lykkes for os mod Györi

På lørdag venter Rut Jónsdóttir og Simone Petersens første Champions League, når FCM møder ungarske Györi

FC Midtjyllands første modstander i Champions League gruppespillet er fra den ungarske by Györ. En traditionsrig klub fra 1948 der de seneste år har domineret europæisk håndbold. Med to Champions League mesterskaber i henholdsvis 2013 og 2014 kender klubben til succes i den største turnering af dem alle, og derfor forventer Rut Jónsdóttir en svær modstander i første kamp.

- Jeg har aldrig spillet Champions League før, men jeg glæder mig helt vildt til at prøve det. Kampen mod Györi bliver rigtig hård. Det er et hold bestående af klassespillere, så vi er nødt til at præstere på øverste hylde, hvis vi skal få det til at fungere, siger Rut Jónsdóttir.

På det ungarske holdkort er der flere profiler, der skiller sig ud. En af dem er 32-årige Anita Görbicz, som i 2005 blev hun kåret som verdens bedste håndboldspiller. Med danske briller er det mest velkendte navn Nycke Groot, der tidligere optrådte for FC Midtjylland og var med til at vinde det danske mesterskab i 2015.

Simone Petersen glæder sig til kampen mod Györi, men hun er også bevidst om den ungarske klubs kvaliteter.

- Györi er et internationalt hold med stjernespillere på alle positioner, så det bliver en meget hård kamp, og vi har brug for alle kræfter. Der skal marginaler til at slå Györi, men vi tror på det, og vi vil give den alt, hvad vi kan, siger Simone Petersen.

Rut Jónsdóttir er enig med holdkammeraten. Hun glæder sig til at komme ned i den ungarske kulisse og betegner Györi som et klassehold.

- Alt skal lykkes for os. Vi skal alle sammen have en rigtig god dag. Især i forsvaret skal vi stå stærkt, og så skal vi forsøge at køre en masse kontra og udnytte de chancer, vi kommer til, men vi tror på det, siger Rut Jónsdóttir.