14.12.2016, 11:23 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Getty Images

Jørgensen: Vi havde fortjent at vinde

FCM Håndbolds Stine Jørgensen ærgrede sig over uafgjort mod de russiske OL-guldvindere

Danmark var et skridt foran det meste af kampen, men måtte nøjes med uafgjort, da de tirsdag aften var oppe mod de olympiske mestre fra Rusland. En kamp der endte 26-26, og det ene point ærgrede landsholdsanføreren.

- Jeg synes, vi havde fortjent to. Jeg synes, vi kæmper og spiller en fin kamp – og så er vi meget uheldige i en del kendelser, sagde Stine Jørgensen til TV 2 SPORT.

Stine Jørgensen blev dansk topscorer med syv mål, mens Trine Østergaard nettede én gang. Fie Woller blev hentet fra bænken til at skyde to straffekast, og hunulven svigtede ikke. Iskoldt placerede hun dem bag den russiske målmand lige efter dommerens fløjt. I kampens slutfase scorede hun desuden et vigtigt mål, der bragte danskerne foran 25-24.

Nu venter der Danmark en direkte duel mod Rumænien om puljens sidste semifinaleplads. Og kun en sejr kan bringe de rød-hvide videre mod EM-drømmen. Vinder de ikke over Rumænien onsdag aften, er der stadig et vigtigt opgør på spil. Her gælder det kampen om EM’s 5.-6. plads og en direkte billet til næste års VM. Du kan følge Jørgensen og co. mod Rumænien direkte på TV 2 klokken 18.30 onsdag aften.

Danmark er ikke de eneste, der skal i kamp onsdag aften. Ungarn møder Rusland, og Norge møder Tjekkiet. Inden opgørene ser stillingen således ud i mellemgruppe 2:

1. Norge: 8 point
2. Rumænien: 6 point
3. Danmark: 5 point
4. Rusland: 3 point
5. Tjekkiet: 2 point
6. Ungarn: 0 point

Kun de to bedste hold sikrer sig en billet til semifinalerne, og den ene har Vikki og Norge allerede snuppet med otte point på kontoen. Nordmændene måtte dog svede for sejren, der bragte dem i toppen af tabellen. Det blev en tæt affære mod Ungarn på 24-23 i norsk favør, og dermed skal Norge for 11. gang spille med om medaljer ved et europamesterskab.