30.12.2016, 18:57 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: FCM Håndbold

Jacobsen: Modvind og stolpe ud

Den svensk-danske bagspiller og hendes holdkammerater tabte pokalfinalen til Randers HK.

Arkivfoto.
 

Fredagens pokalfinale blev ikke en mindeværdig én af slagsen for FCM Håndbold.

Favoritværdigheden kunne de regerende pokalmestre ikke leve op til, og i stedet løb Randers HK – lidt overraskende – med deres første pokaltitel nogensinde.

Sabina Jacobsen havde efterfølgende ros til overs for sin tidligere arbejdsgiver, men hun erkendte også, at FCM-nederlaget i det store hele var selvforskyldt.

- Randers spillede en rigtig god kamp og nåede et højt niveau, men havde vi spillet op til vores eget bedste, så havde vi også vundet kampen. Vi går lidt i stå efter en virkelig god start, og vi brænder rigtig meget. Dermed gør vi det også svært for os selv, siger den bomstærke back.

- Det føltes lidt som modvind og stolpe ud hele kampen. Vi får ikke vores spil til at køre på den måde, som vi gerne ville. Vi kommer egentlig til mange store chancer, synes jeg, men Greve står en virkelig god kamp i målet, og vi får ikke rigtig hul på hende.

Ærgrer sig – men er tændt på revanche
Allerede på onsdag har midtjyderne dog mulighed for sige pænt tak for sidst, hvis holdet vinder det nye års første ligakamp. Og selv om Sabina Jacobsen føler stor skuffelse oven på finalenederlaget i Santander Cup, er det ikke den eneste følelse, der rumsterer i hendes krigersind.

- Det er selvfølgelig hårdt, at det ikke går vores vej, og naturligvis er vi kede af det. Det er træls at tabe sådan en titel. Men vi kommer på benene igen, når vi lige har sundet os i løbet af weekenden. Vi behøver ikke som sådan at bearbejde det rent mentalt, for sådan her er tophåndbold, og vi skal nok komme videre.

- Nu skal vi hjem og se kampen igennem på video, arbejde benhårdt i de kommende dage, og så skal vi fandeme smadre dem på onsdag. Det er dejligt, når man har mulighed for revanche inden for så kort tid, slutter ”Sabbe”.

Opgøret spilles onsdag den 4. januar i Randers.