07.11.2017, 09:20 | Af: Jakob Nørgaard | Foto: Rasmus Thomsen

Investorgruppe overtager FCM Håndbold

En investorgruppe bestående af lokale og regionale personer har købt 100% af aktierne i FC Midtjylland Håndbold

Med omgående effekt overtager en midtjysk forankret investorgruppe ejerskabet og driften af FC Midtjylland Håndbold. Forhandlingerne har stået på siden sommeren, og nu er det altså lykkedes at finde en aftale, der gør, at håndboldklubben kommer på nye hænder.

- Da Matthew Benham købte FC Midtjylland forpligtede han sig til økonomisk at sikre den fremtidige drift af håndboldklubben. Han forstod, at håndbold er en vigtig del af elitemiljøet i Ikast og bidrager positivt til brandingen af FC Midtjylland. Lidt mere end tre år senere er tiden nu kommet til at give stafetten videre til lokale kræfter. Jeg er meget tilfreds med, at vi har fundet en løsning, hvor vi fortsat vil have et tæt samarbejde omkring at videreudvikle elitemiljøet i Ikast, og samtidig får håndboldklubben en ambitiøs ejerkreds, der kan flytte den til det næste niveau, siger FC Midtjyllands bestyrelsesformand Rasmus Ankersen.

Primus motor i investorgruppe er erhvervsmanden og nuværende bestyrelsesformand i håndboldselskabet Lars Gantzel Pedersen, og han ser ligeledes store muligheder i det nye setup.

- Vi ser et stort potentiale i håndboldklubben, og det er lykkedes os at samle en bred investorgruppe, der er indstillet på at fortsætte de stærke resultater, som FCM Håndbold har leveret både nationalt og internationalt igennem de senere år, siger Lars Pedersen.

Håndboldholdet vil i indeværende sæson fortsat konkurrere under navnet FC Midtjylland, men skifter ved indgangen til den næste sæson navn. Yderligere informationer omkring dette følger på et pressemøde den 20. november.