04.03.2018, 18:00 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Hamistolen Photography

Imponeret FCM-træner efter Bukarest-kampen

Det blev et nederlag på 29-24 mod mægtige Bukarest, men Kristian Kristensen er tilfreds med sine spillers indsats

Champions League-brag ude mod et af verdens bedste hold foran 4000 rumænske tilhængere. Opgaven lyder på forhånd svær, og det var Kristian Kristensen udemærket klar over inden kampen mod Bukarest. En sejr ville formentlig kræve et lille mirakel, fortalte han.

Men det lykkedes hunulvene at give Champions League-vinderne fra 2016 kamp til stregen. FCM-holdet var foran det meste af første halvleg. Derefter udspillede sig en lige kamp frem til det sidste kvarter, hvor Bukarest, anført af Cristina Neagu, trak fra og vandt 29-24.

- Jeg er imponeret over attituden og spillet i store perioder. Det er noget af det mest disciplinerede, som jeg har set i lang tid. Vi spillede et svært sted, mod et svært hold, men var med – som i helt med – frem til det sidste kvarter. Sammenligner jeg de to holdkort, er det ret godt gået. Forskellen så vi til sidst, men jeg er meget stolt af pigerne, sagde Kristian Kristensen efter kampen.

Med en runde tilbage ligner det en dansk duel om den sidste og adgangsgivende kvartfinalebillet, når FCM Håndbold tager i mod Nykøbing Falster i næste weekend. Og det passer cheftræneren meget fint.

- Det bliver, som vi gerne vil have det. Vi er med fremme og har en kamp på hjemmebane, hvor vi selv kan afgøre det. Vi snakker jo om at komme i kvartfinalen i den allerfineste turnering. Det er stort, siger cheftræneren.

Med mindre Krim leverer en sensationel overraskelse ude mod de forsvarende CL-mestre fra Györ, vil en sejr over NFH sende FCM Håndbold videre til kvartfinalen endnu engang.