03.12.2016, 12:20 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Getty Images

#HunulvenetilEM

Om tre dage går EM 2016 i luften. Få et overblik over de hunulve, som skal i aktion i Sverige

I løbet af de næste uger vil FCM Håndbold opdatere om hunulvenes aktioner ved EM 2016 på de sociale medier via hashtagget #HunulvenetilEM. Men først får du et samlet overblik over de midtjyske landsholdudtagelser.

Tre hunulve i rødt og hvidt
På Klavs Bruun Jørgensens liste figurerer hele tre hunulve. Landsholdsanføreren Stine Jørgensen og den skarpe fløjduo Trine Østergaard og Fie Woller skal kæmpe for Danmark de kommende uger.

Det danske mandskab var sidst i aktion ved Møbelringen Cup 2016 i Norge - en opvarmningsturnering forud for EM med Frankrig, Rusland og de norske værter. Her endte de rød-hvide på en samlet andenplads – dog a point med Frankrig og Rusland.

Jørgensen, Østergaard, Woller og resten af det danske hold løber første gang på halgulvet mandag mod Montenegro i gruppe C, der, udover de to mandskaber, tæller Ungarn og Tjekkiet. Få et overblik over de danske kampe nedenfor, som alle vises på TV2:

  Montenegro - Danmark                         Danmark - Ungarn                         Danmark - Tjekkiet
05. dec. 2016 Kl. 20:45 (TV2)             07. dec. 2016 Kl. 20:45 (TV2)              09. dec. 2016 Kl. 20:45 (TV2)


Vikki med de forsvarende EM-mestre 
Det norske landshold har det seneste årti domineret kvindehåndbolden. Og de europæiske mesterskaber er ingen undtagelse. Siden kvindernes EM-start i 1994 har nordmændene stået på podiet ti ud af elleve gange, hvoraf seks af gangene har været med en guldmedalje om halsen.

En sådan guldmedalje var FCM Håndbolds Veronica Kristiansen med til at vinde ved sidste EM i 2014. Nu skal hun og resten af de norske jenter forsøge at forsvare mesterskabstitlen. Første udfordring på vejen mod guldet hedder VM-bronzevinderne fra Rumænien, hvor Eliza Buceschi spiller.

Norge tager til det europæiske mesterskab med et godt udgangspunkt, da de vandt Møbelringen Cup 2016 suverænt foran Danmark, Frankrig og Rusland. Ved EM i Sverige tæller udfordrerne Rumænien, Kroatien og Rusland i gruppespillet. Få det samlede kampoverblik over Norges aktioner nedenfor:

     Norge – Rumænien                          Kroatien – Norge                           Norge - Rusland
05. dec. 2016 Kl. 20:45 (TV2 Sport)   08. dec. 2016 Kl. 18:30 (TV2 Sport)      09. dec. 2016 Kl. 20:45 (TV2 Sport)

Skadesramte svenskere
I november satte det svenske trænerteam navn på de 16 spillere, som skal repræsentere Sverige ved EM i december på hjemmebane, heriblandt FCM Håndbolds Sabina Jacobsen og Linn Blohm (Martina Thörn indkaldt som reserve).

Men Sverige har fået en svær start forud for EM. Skader plager tre svenske nøglespillere: Bella Gulldén, Nathalie Hagman og Linn Blohm. Mens de to førstenævnte ser ud til at blive klar til søndagens kamp, er den midtjyske stregspiller stadig usikker. Et træthedsbrud i anklen holder hunulven tilbage, som lige nu gennemgår de sidste undersøgelser, der afgør, om hun bliver helt klar. Seneste meldinger er positive.

Uanset hvad skal de svenske kvinder i aktion på åbningsdagen ved EM, søndag d. 4. december. Her møder de blå-gule først Spanien, når de skal forsøge at følge op på den flotte tredjeplads fra EM 2014. Se det svenske kampprogram nedenfor:

        Sverige – Spanien                        Slovenien - Sverige                      Sverige – Serbien
04. dec. 2016 Kl. 18:00 (TV2 Sport)    06. dec. 2016 Kl. 20:45 (TV2 Sport)    08. dec. 2016 Kl. 20:45 (TV2 Sport)