12.09.2016, 15:00 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: FCM Håndbold

Hunulvene skød sæsonen i gang med sponsorerne

Lerdueskydning, grillede pølser og spørgsmål til panelet. Torsdagens sponsorarrangement bød på en noget anderledes arbejdsdag en normalt

I torsdags måtte hunulvene skifte håndbolden ud med et haglgevær for en stund. Det var dog ganske ufarligt. Holdet deltog i et hyggeligt sponsorarrangement på Ansager Skydebane, hvor der skulle skydes lerduer.

En stort set samlet spillertrup og omkring 35 sponsorer blev inddelt i seks hold, hvorefter de skulle tage sigte på fem forskellige baner. Efter en intens konkurrence med højt humør blev det tid til at tænde op i grillen. Vejret viste sig fra sin bedste side, så der blev hygget med gode bøffer og lækkert salat. Under spisningen præsenterede FCM-træner Kristian Kristensen og sportsdirektør Stefan Kristensen spillertruppen, og derefter kom TV Midtvests Dan Sørensen på banen.

Dan Sørensen styrede slagets gang med et panel bestående af Kristian Kristensen, Stine Jørgensen, Lars Gantzel, Sabine Pedersen og Stefan Kristensen. Her blev blandt andet triumfen i Super Cuppen vendt samt et kig på sæsonen 16/17. Til sidst havde sponsorerne havde mulighed for at skyde løs på panelet, inden der blev takket af for en vellykket aften, arrangeret af Jens-Ole Mathiasen fra JM Handel.