07.10.2017, 21:13 | Af: Karen Buhl | Foto: Kenneth Rosenkilde

Hunulvene mødte overmagten i Ungarn

FC Midtjylland måtte se sig besejret med 27-16 i sæsonens første Champions League-optræden mod Györi

Lørdag aften tog FC Midtjylland Håndbold hul på Champions League-gruppespillet i udekampen mod de forsvarende mestre fra Györi Audi ETO KC. 

Midtjyderne fik en skidt start på opgøret og var nede med fem mål efter elleve minutters spil. Hunulvene tabte 27-16 i et opgør, der foregik på ungarernes præmisser. 

Elleve minutter skulle der gå, før FC Midtjylland fik skudt hul på en velspillende Györi-keeper. Midtjyderne formåede ikke at udnytte chancerne, og cheftræner Kristian Kristensen udviste utilfredshed med de mange brændte muligheder. Som halvlegen skred frem, kom hunulvene bedre med i kampen, men pauseresultatet var alligevel 15-8 i ungarsk favør.

- Vi kommer ret hurtigt bagud med 5-0, og så bliver det altså svært. Der var i den grad tryk på kedlerne dernede, men det var som forventet, og det var noget, vi havde snakket om inden kampen, fortæller Kristian Kristensen. 

Anden halvleg begyndte ligeledes skidt for danskerne, som ikke kunne følge med de ungarske verdensstjerner og lavede mange tekniske fejl.  

- Vi laver desværre alt for mange tekniske fejl, som giver ungarerne nogle lette scoringer, og det koster i dag. Deres offensive forsvar stresser os i den grad. Til gengæld er jeg egentlig tilfreds med vores defensive præstation i kampen. Herudover er det positivt, at flere af de unge spillere fik minutter på en af Europas sværeste udebaner. Det er helt sikkert noget, vi kan tage med videre i Champions League-gruppekampe, afslutter Kristian Kristensen. 

Midtjyderne tabte opgøret med 27-16 efter at have været bagud fra kampens begyndelse. Sabine Pedersen blev dansk topscorer med fire scoringer i Ungarn.  

Næste opgave i Champions League-regi er hjemmekampen mod Rostov-Don den 15. oktober. Hunulvene skal dog allerede i aktion i HTH GO Ligaen den 11. oktober, når København Håndbold gæster IBF Arena. 

Györi Audi ETO KC – FC Midtjylland: 27-16 (15-8)

Stillinger undervejs: 5-0, 5-3, 6-3, 8-3, 8-5, 10-5, 11-6, 12-7, 14-7, 15-8 (pause) 17-8, 17-9, 19-9, 20-12, 22-13, 24-13, 25-14, 27-15, 27-16 (slut)

Målscorere FCM: Sabine Pedersen 4, Veronica Kristiansen 3, Trine Troelsen 3, Emma Friis 2, Tonje Løseth 2, Mie Augustesen 1, Helene Fauske 1