04.06.2016, 15:59 | Af: | Foto: FC Midtjylland

Fire millioner så FCM Håndbold i den forgangne sæson

Samtidig var pokalfinalen den kamp med det højeste seertal i sæsonen.

FCM Håndbold kan kigge tilbage på en flot sæson inden for stregerne. I december vandt holdet pokalfinalen for andet år i træk, og i Primo Tours Ligaen spillede pigerne sig frem til finalen, hvor det hele blev afgjort ved lotteri i en straffekastkonkurrence, hvor hunulvene trak det korteste strå.

Men det er ikke kun på banen, at FCM Håndbold har fundet melodien. Også uden for banen har klubben været i god gænge. For en trup med store profiler og et hold, der spiller en attraktiv omgang håndbold, har resulteret i et rekordhøjt antal seere gennem sæsonen.

Tæt på fire millioner seere har fulgt de midtjyske håndboldpigers anstrengelser i pokalturneringen, den hjemlige liga og ikke mindst Champions League. Det er en fremgang på knap en million seere i forhold til sæsonen forinden.

- Vi er selvfølgelig stolte over, at vi kan tiltrække så mange tv-seere og samtidig er den klub i Primo Tours Ligaen, som har det højeste seertal. Det giver en endnu bedre eksponeringsmulighed for vores sponsorer, når vi når endnu bredere ud, siger kommerciel direktør i FCM Håndbold Jakob Mølgaard Christensen.

- Det viser, vi er et godt brand, og vi er meget tilfredse med, at vi kan betale tilbage til vores sponsorer med en så unik eksponeringsplatform. I den kommende sæson spiller vi igen Champions League, hvor der venter nye, store kampe, siger den kommercielle direktør, der har mærket, hvad den store eksponering betyder.

- Vi mærker en øget interesse for vores produkter. Det gælder for såvel lokale som nationale virksomheder, beretter Jakob Mølgaard Christensen.

I pokalfinalen mod Viborg, som er sæsonens mest sete kamp, så mere end en kvart million danskere med, og da der i anden halvleg var flest seere, blev der målt hele 338.000 seere til dramaet, som FCM Håndbold vandt efter forlænget spilletid.