12.01.2017, 10:57 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Kenneth Rosenkilde

FCM-træner godkender første halvsæson i det midtjyske

I alt 22 kampe er spillet, og en tilfreds cheftræner ser tilbage på en efterårssæson præget af gode resultater - både nationalt og internationalt

FCM Håndbold har, efter den seneste udesejr i Randers, tilbagelagt 11 ligakampe, og dermed rundet den første halvdel af sæsonen i Primo Tours Ligaen. Sideløbende har holdet kæmpet sig videre til hovedrunden i Champions League. I den forbindelse gør cheftræner Kristian Kristensen ’midtvejsstatus’ og evaluerer på første halvsæsons præstationer.

- Det har været et godkendt efterår med mange gode og store resultater. Finalenederlaget i Final4 ville vi gerne have været foruden, men ellers er vi ovenud tilfredse med de resultater, der er leveret. Det skyldes både en stærk trup og et godt team omkring holdet, siger Kristian Kristensen.

De midtjyske piger kom flyvende fra start og indledte sæsonen med at snuppe Super Cup-trofæet foran Team Esbjerg. Efterfølgende har holdet gjort rent bord i ligaen, med undtagelse af et enkelt nederlag mod Viborg. Det betyder, at FCM Håndbold i skrivende stund placerer sig på en førsteplads i Primo Tours Ligaen, og det glæder Kristian Kristensen.

- Det er absolut godkendt i den kontekst, at vi har præsteret fremragende i Champions League sideløbende, siger Kristian Kristensen.

Succes på den internationale scene
I Champions League har FCM Håndbold spillet sig videre til hovedrunden, hvor Larvik HK, RK Krim Mercator og Team Esbjerg venter. Det skete blandt andet med tre imponerende hjemmesejre over CSM Bukarest, Rostov Don og Györ. Sejrene betyder, at midtjyderne tager fire point med i hovedrunden, og det kan ifølge FCM-træneren vise sig at være af afgørende betydning. 

- Med et godt udgangspunkt på fire point er det ikke urealistisk, at pigerne kan overraske og kæmpe med om en kvartfinaleplads, forklarer Kristian Kristensen og uddyber baggrunden for den internationale succes:

- Vi har et stærkt kollektiv og en god gruppe af spillere. Når tingene lykkes, kan vi spille op med de allerbedste. Det viste vi i efteråret, og det er intet tilfælde, når man gør det tre gange i træk på hjemmebane. Mange af de hold vi møder i Europa har individuelt større klasse end os, i hvert fald på mange positioner, men det slår ikke kollektivets styrke. De synergier, vi har formået at skabe i holdet, er guld værd.

Vil have Danmarks bedste forsvar
Endeligt hæfter Kristian Kristensen sig ved nogle af de interne målsætninger, som er opfyldt. Det gælder både i forsvars- og angrebsdelen.

- Vi vil have Danmarks bedste forsvar, og på den konto er vi godt kørende med 21,5 mål pr. kamp. Herudover havde vi et mål om at hæve vores scoringsfrekvens i angrebet. Det er vi lykkedes med, da vi nu scorer 26,5 mål pr. kamp.

- Holder vi den linje, ser det godt ud på den lange bane. Derudover er det skønt, at vi har holdt stien ren på hjemmebane – ikke et eneste nederlag i nogle af turneringerne, slutter Kristian Kristensen.

FCM Håndbold spiller næste ligakamp torsdag den 12. januar mod Ringkøbing. Første Champions League-udfordring for midtjyderne byder på et dansk opgør, når de tørner sammen med ligakonkurrenterne fra Team Esbjerg. En kamp der fløjtes i gang i IBF Arena søndag den 29. januar klokken 15.00.