18.11.2016, 21:16 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Getty Images

FCM tager til rumænsk heksekedel med fornuftigt udgangspunkt

Hunulvenes sidste udfordring i gruppespillet hedder de forsvarende mestre fra CSM Bucuresti på en svær udebane

FCM’s håndboldkvinder hentede lørdag den tredje hjemmesejr ud af tre mulige i årets Champions League. Dermed har de på imponerende vis sikret sig avancement fra ’dynamitgruppen’ med holdene Rostov-Don, Györi og søndagens modstander, CSM Bucuresti.

Der venter FCM Håndbold en svær modstander i Bukarest-mandskabet. Ikke nok med at de sidste år kunne løfte mesterskabstrofæet, så er de stærke på den rumænske hjemmebane, forklarer træner Kristian Kristensen.

- Bukarest har en god hjemmebane med tryk på kedlerne. Det pres, vi kommer under, skal håndteres professionelt og med snilde, hvis vi skal gøre os forhåbninger om sejr. Kampen er meget vigtig i relation til vores videre forløb. Vi ved, at vi har minimum fire point med til hovedrunden, men vi jagter selvsagt de sidste point, siger Kristian Kristensen.

Grundet resultaterne af foreløbige indbyrdes opgør de fire hold imellem er kampen mellem Györi og Rostov-Don uden reel betydning; russerne kan ikke avancere fra sidstepladsen, og ungarerne er sikre på førstepladsen. I Rumænien skal det til gengæld afgøres, om FCM eller CSM Bucuresti slutter på den andenplads, der lige nu er midtjysk. Med ulvenes sejr på 24:21 i det første indbyrdes opgør kan selv et snævert nederlag være nok for FCM’erne.

- Vi leverede et formidabelt stykke arbejde hjemme og vandt overraskende 24-21. Cifrene kan på sigt vise sig at være særdeles vigtige i det tilfælde, at vi skulle ende lige pointmæssigt med Bukarest i hovedrunden, siger Kristian Kristensen og tilføjer:

- Desværre døjer vi med lidt skader og sygdom i truppen, men vi skal nok være klar til at udkæmpe den sidste “krig” inden EM perioden starter.