23.11.2016, 15:35 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: FCM Håndbold

FCM Special Olympics kom flyvende fra start

Tre ud af fire sejre hev FCM Special Olympics hjem i weekendens kampe på Mors

I weekenden lød startfløjtet for sæsonen, og FCM Special Olympics lagde godt fra land. Holdet indledte med en suveræn sejr over Struer og vandt med hele fire mål. Herefter ventede det stærke Aarhus-mandskab som det, indtil lørdagens kamp, aldrig var lykkedes midtjyderne at slå.

Men FCM trodsede statistikken og vandt med hele tre mål over østjyderne. Derefter ventede et velfortjent frokostmåltid til de hårdt kæmpende FCM’ere, inden dagens tredje kamp.

Næste udfordring stod på den ubekendte faktor fra Frederikshavn. Rygterne gik på et modstanderhold, som aldrig gav op, men denne udfordring håndterede midtjyderne bravt. På godt spil og solid holdgejst kunne FCM tilføje yderligere to point til kontoen efter en sejr på tre mål.

Holdet var flyvende og fejrede den tredje triumf med en god omgang frugt, men det viste sig at være en dum ide. I fjerde og sidste opgør ventede værterne fra Mors på den anden banehalvdel, og efter en tæt affære måtte FCM se sig slået med et knebent et-måls-nederlag.

Dermed tager midtjyderne seks point med fra første runde og placerer sig på en flot andenplads i tabellen. Næste gang holdet skal i aktion er ved Andelkasse Cup i forbindelse med Midtjysk Julecup på Hyldegården.