11.02.2017, 20:55 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Kenneth Rosenkilde

FCM på kvartfinalekurs efter storsejr over Krim

Femte europæiske offer i Midtjyllands hule blev slovenske Krim. FCM kvitterede med 28 mål og holder kvartfinalenkursen

FCM er fortsat ubesejrede på hjemmebane. Lørdag eftermiddag sendte de midtjyske værter det slovenske Krim-mandskab retur med et nederlag i bagagen. Slutresultatet lød på 28:19, og dermed holder FCM kursen mod den eftertragtede billet til kvartfinalen i Champions League.

Men selvom det blev til en nimåls-sejr kneb det hjemmeholdet at få spillet i gang. De slovenske kvinder var ikke kommet til Danmark for at spille hyggebold, og det demonstrerede de lige fra startfløjt. Der stod stadig 0-0, da Krims Vesna Milanovic fik to minutter på bænken, efter at hun havde lidt for godt fat i Sabine Pedersen. Og blot tre minutter senere var det Lara Hrncic’s tur.

Til trods for et slovenske undertal, var det KRIM, som kom bedst fra start. De førte det meste af kampens første 20 minutter, og FCM havde især vanskeligheder i angrebsspillet. Her blev det til for mange fejl og upræcise forsøg, og efter 18 minutter stod der 6:8 i slovensk favør.

Men så tog hjemmeholdet affære. Kombineret med et velkørende angrebsspil og fire hurtige mål fra den norske maskine Veronica Kristiansen kunne FCM gå til pause med en føring på 13:11.

FCM fortsatte overtaget i anden halvleg. Med tre kasser i træk fra Louise Burgaard var FCM foran 16:13. Gæsterne forsøgte at hægte sig på, men de blev aldrig helt farlige. Med 10 minutter igen blev Krim for alvor hægtet af. Her var stillingen 22:19, og det lykkedes ikke Krim at komme forbi FCM-forsvaret og Sabine Englert resten af kampen. I den anden ende bulrede det midtjyske tog afsted med kontrafasen som et vigtigt våben.

Med et minut igen sendte Sabine Englert sin ’signaturbold’ i den anden ende i hænderne på Sabine Pedersen, og hun lukkede kampen med målet til 28:19.

Sejren betyder, at FCM rykker op på andenpladsen i gruppe 2, og dermed er en kvartfinaleplads ikke et urealistisk senarie. De fire bedste hold går videre til kvartfinalerne, hvor de parres med den anden hovedrundepulje. FCM mangler fortsat tre kampe i gruppe 2, og næste udfordring hedder Team Esbjerg på udebane.

EHF Champions League:
FC Midtjylland – KRIM Mercator 28:19 (13:11)

Stillinger undervejs:
0:2, 2:2, 2:4, 4:4, 4:6, 5:7, 8:8, 10:9, 12:10, 13:11 (pause), 15:12, 17:13, 18:14, 20:16, 21:18, 22:19, 25:19, 28:19(slut)

Målscorere for FCM:
Stine Jørgensen 7, Trine Østergaard 5, Veronica Kristiansen 5, Louise Burgaard 4, Sabine Pedersen 3, Mie Augustesen 2, Sabina Jacobsen 2

Tilskuere:
1386 i IBF Arena

Kampens FCM-spiller:
Veronica Kristiansen