25.10.2017, 20:44 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Kenneth Rosenkilde

FCM Håndbold videre til Final4

Med en udebanesejr på 22-24 over Silkeborg-Voel, sikrede hunulvene sig den eftertragtede billet til Final 4

Hvis nogen i JYSK Arena skulle være i tvivl om navnene Louise Burgaard og Veronica Kristiansen, så fik de sig en seriøs reminder i onsdagens kvartfinale mellem Silkeborg-Voel og FCM Håndbold. Begge bagspillere bombede den ene bold efter den anden i nettet. Louise Burgaard lavede en gentagelse af Brest-kampen med 10 mål, mens FCM-anføreren nettede 9 gange. Samlet blev det til en sejr på 22-24, og dermed er FCM Håndbold videre til Santander Cuppens Final 4.

De to hold fulgtes pænt ad i kampens startfase. Begge havde de chancerne for at skabe en tomålsføring, men det blev til for mange tabte bolde i begge ender. Efter små fem minutter skød Louise Burgaard midtjyderne på 3-5. Silkeborgenserne svarede hurtigt igen på kontramål, og så var der udlignet til 5-5.

Efterfølgende fulgte en periode uden mål fra begge hold. Da haluret rundede de 13 minutter var stillingen stadig 5-5. Hjemmeholdet fik bugt med målproblemerne noget hurtigere end gæsterne. Hunulvene havde svært ved at få sat angrebet ordentligt, og Silkeborg-Voel viste skarphed på kontrafasen. Men FCM’erne kom tilbage. Et langt udkast fra Sabine Englert landede i hænderne på den unge Emma Friis, som scorede til 7-6 efter 15 minutter på det blå gulv.  

Med fem minutter tilbage af første halvleg var FCM Håndbold nede 12-8. Det skyldtes især en Stine Bonde i Silkeborg-målet, som igen gjorde det svært for hunulvene med en redningsprocent på 50 i første halvleg. Sabine Englert viste dog også, hvilket stof hun er gjort af mod slutfasen af første halvleg. Og i takt med at Louise Burgaard fik skudt hul på Stine Bonde, halede FCM’erne ind til stillingen 11-12, da fløjten lød.

Vikki og Co. kom bedst fra start i anden halvleg. FCM udnyttede en 12 minutters scoringspause fra Silkeborg-Voel og bragte sig i front. Hjemmeholdet faldt en smule forsvarsmæssigt og havde svært ved at håndtere Veronica Kristiansen. Det resulterede i, at midtjyderne vandt de første 15 minutter af 2. halvleg 7-3.

FCM satte sig på kampen med solide føringer på 15-19 og 16-20, men det blev alligevel spænding til det sidste. Med under fem minutter igen røg der to fingre i vejret fra dommerparret, og pilen pegede på FCM-topscoreren Louise Burgaard. Det udnytte silkeborgenserne og spiste sig ind på midtjyderne.  

Med to minutter igen var stillingen 20-22. Annika Jakobsen tog chancen fra fløjen, men det blev stolpe ud for FCM-spilleren, og i modsatte ende reducerede Silkeborgs Sofie Bæk til 21-22 med 70 sekunder tilbage. Det blev en tæt affære, men Louise Burgaard og Veronica Kristiansen sørgede for en endegyldig FCM-sejr på 22-24. Dermed er hunulvene blandt de fire hold, der tørner ud i Santander Cuppens Final 4 endnu engang. 

Silkeborg-Voel vs. FCM Håndbold: 22-24 (12-11)

Målscorere FCM: Louise Burgaard 10, Veronica Kristiansen 9, Emma Friis 3, Sabine Pedersen 1, Annika Jakobsen 1

Stillinger undervejs: 1-2, 3-3, 3-5, 5-5, 8-7, 10-8, 12-8, 12-11 (pause) 12-13, 13-15, 14-16, 15-17, 15-19, 16-20, 17-21, 18-22, 20-22, 21-23, 22-24