06.10.2017, 12:06 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Kenneth Rosenkilde

FCM Håndbold starter Champions League i ungarsk heksekedel

Hunulvene får modstand fra øverste hylde, når de lørdag aften tager hul på Champions League mod de forsvarende mestre fra Györi på udebane

FCM Håndbold starter dette års Champions League på udebane mod de forsvarende europæiske mestre, Györi Audi ETO KC. Dermed venter der ikke kun stor modstand på banen, men også en kulisse, som de færreste glemmer, med plads til 5.500 tilskuere – de fleste iklædt den grønne Györ-farve.  

Det er kun et år siden, at midtjyderne tog selv samme tur til den ungarske by, da de krydsede klinger med dem i sidste års gruppespil. Her tog Györi-teamet det første stik på hjemmebane, men det lykkedes FCM’erne, som det eneste hold i gruppespillet, at vinde over Györi, da de mødte dem i egen hule.

På det ungarske holdkort er der flere profiler, der skiller sig ud. En af dem er 32-årige Anita Görbicz, der har været i klubben siden 1993, og i 2005 blev hun kåret som verdens bedste håndboldspiller. Med midtjyske briller er det mest velkendte navn Nycke Groot, der tidligere optrådte for FC Midtjylland og var med til at vinde det danske mesterskab i 2015.

I denne sæson fik klubben desuden forstærkning i danske Anne Mette Hansen, der tog skiftet fra København Håndbold, og norske Stine Bredal Oftedal, som skiftede fra Issy Paris Hand.

Af andre prominente navne kan nævnes den målfarlige norske landholdspiller Nora Mørk samt brasilianske Eduarda Amorim. Sidstnævnte kunne i 2014 kunne skrive titlen som verdens bedste håndboldspiller på cv’et.

Lørdagens kamp fløjtes i gang kl. 19.30 og kan følges på TV3 Sport 2.