09.05.2017, 15:00 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: FCM Håndbold

FCM Håndbold og Racemakers inviterer til triatlonfest i hjertet af Ikast

Professionelt setup, sveddryppende pander og familiefest. Den 26. august lyder startskuddet til FCMTRI 2017, og du er inviteret.

Den 26. august skifter håndboldpigerne bolden ud med løbesko, cykler og svømmebassin. Klubben har sammen med en af Europas største triatlonarrangører, Racemakers, taget det første spadestik mod et årligt event. Stævnet hedder FCMTRI, og de to arrangører inviterer hele lokalområdet, sponsorer og erhvervsliv til et triatlonevent midt i Ikast by.

Racemakers er i forvejen blandt FCM’s partnere, hvor de står for ’energi-forsyningen’ til håndboldpigerne. Direktør i FCM Håndbold Jakob Mølgaard Christensen glæder sig over at udvide samarbejdet mellem klubben og Racemakers med det nye triatlonevent.

- Vi tror på et fantastisk stævne med en seriøs spiller inden for triatlon. Det skal samle lokalbefolkningen til en stor familiefest med rute gennem byen, hvor vi også inddrager foreningen ’Vores Ikast’ og Ikast Svømmecenter, siger Jakob Mølgaard Christensen.

Tre dele, tre startskud

FCMTRI løber af stablen i tre dele og indeholder 400 m svømning i bassin, 18 km cykling og 4 km løb. Første startskud er en lukket VIP/sponsor-afdeling. Denne pakke indeholder 4 x løbetræning, 4 x svømmetræning og en eksklusiv løbsdag til FCMTRI, hvor der på målstregen venter noget godt at spise og hygge med de øvrige deltagere.

En time senere bliver det ’åbne løb’ skudt i gang, som er for alle – uanset om man ejer den nyeste triatloncykel eller en bycykel. Og til sidst hedder det triatlon i børnehøjde, når børn i aldersgruppen 9-13 år sendes ud på distancerne: 100 m svømning, 4 km cykling og 1,5 km løb.

Professionelt setup

Et sådan arrangement kræver et fedt setup, og her har Racemakers lovet at sørge for et stævne af international topklasse.

- Vi kommer med udstyret og giver den alt, hvad den overhovedet kan trække, lover medejer af Racemakers, Jacob Sonne-Schmidt.

Racemakers har base i Herning og står også bag afviklingen af EM i triatlon 2017 i ’Hedens hovedstad’. Jacob Sonne-Schmidt håber på, at FCMTRI kan udbrede kendskabet til både virksomheden og EM, men vigtigst af alt; at det bliver en festlig dag for både erhvervslivet og bylivet i Ikast og omegn.

- Vi håber på, at FCMTRI bliver en familiefest, som kan samle hele området en gang om året. Desuden skal det gerne være med til, at skabe mere fokus på håndbold såvel som triatlon. Jeg tror på, at vi og FCM Håndbold kan støtte hinandens markeder med sådan et event. Vi har en super partner i FCM Håndbold, så jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver fantastisk dag, siger Jacob Sonne-Schmidt.

Startskuddet lyder ved Ikast Svømmecenter, hvor velkendte ansigter fra ligaholdet stiller op. Og går alt efter planen, skulle det gerne lykkedes at finde en FCM-direktør på ruten.

- Vi regner selvfølgelig med, at direktør Jakob Mølgaard stiller op. Det er jo god stil og viser overskud, smiler medarrangør Jacob Sonne-Schmidt.

Vil du udfordre FCM-pigerne, direktøren, din ven eller kollega, så sæt kryds i kalenderen den 26. august. Det er muligt både at deltage selv og dele disciplinerne op mellem venner/kollegaer.

>>> KØB NU PÅ FCM.WWW2.DK <<<