18.11.2017, 16:40 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Kenneth Rosenkilde

FCM Håndbold mødte overmagten i Rusland

Det lykkedes ikke midtjyderne at tage point mod Rostov-Don i en svær udebaneduel

Det blev som ventet en svær udebane at vinde point på, da FCM’erne lørdag eftermiddag gæstede Rostov-Don. Det stjernespækkede russiske hold var stærkest på de fleste parametre og sendte midtjyderne hjem med et nederlag på 27-20 efter 15-7 ved pausen.

Tonje Løseth scorede kampens første mål og bragte FCM’erne i front, men det forblev den eneste føring for gæsterne. Rostov-Don bragede derud af og scorede syv mål på stribe til stillingen 7-1 efter 12 minutter.

På trods af en svær start kæmpede FCM’erne videre, og momentvis lykkedes det at få nedbrudt den russiske mur, men værterne svarede hurtigt igen. I anden halvelg blev det en mere lige fight, hvor Veronica Kristiansen endnu engang viste, hvilket stof hun er lavet af. FCM-anføreren blev topscorer med 9 mål og ligner en spiller i topform forud for VM i Tyskland.

Kristian Kristensen vidste på forhånd, at det ville blive en svær kamp at tage point i, men glæder sig samtidig over, at holdet er sikret en plads videre i Champions League.

- Vi kunne ikke modstå det pres, som vi kom under fra start, og vi havde svært ved at sætte deres forsvar under tryk. Vi kæmpede en del med at komme frem til kvalificerede afslutninger og brændte mange forsøg. I anden halvleg spillede vi fint op med dem, og jeg synes, at vi kan tage moralen med fra den her kamp. Pigerne kæmpede til det sidste i stedet for at smide håndklædet i ringen, sagde Kristian Kristensen og tilføjede.

- Men samlet set er vi glade og stolte over, at vi er videre til mellemrunden med to point i en gruppe, hvor det lykkedes os at vinde seks point i alt.

Mens FCM tager to point med i mellemrunden, snupper Rostov, efter dagens sejr, fire point. Gruppens nummer ét, de forsvarende CL-mestre fra Györ, tager seks point med videre i turneringen, hvor de tre hold bliver slået sammen med CSM Bukarest, Nykøbing Falster og Krim Ljubljana. Mellemrunden kickstartes til foråret.

Kampen mod Rostov-Don var midtjydernes sidste inden slutrundepausen, og tre FCM’ere skal i VM-aktion. Det tæller danske Louise Burgaard og norske Veronica Kristiansen og Helene Fauske.  

Rostov-Don vs. FCM Håndbold: 27-20 (15-7)

Målscorere FCM: Veronica Kristiansen 9, Annika Jakobsen 3, Sabine Pedersen 3, Tonje Løseth 2, Trine Troelsen 1, Emma Friis 1, Louise Burgaard 1