24.10.2017, 15:40 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: FCM Håndbold

FCM ansætter ny eventkoordinator/salgsbackup

Louise Østergaard Nielsen er ny eventkoordinator og salgsbackup i FCM Håndbold

De fleste kender hende allerede. Siden juni har Louise Østergaard Nielsen været en del af administrationen i FCM Håndbold i forbindelse med sin praktikperiode. Om hjørnet venter beviset på en professionsbachelor i Sportsmanagement, og herefter fortsætter den 22-årige fynbo sin gang i IBF Arena. Hun er nemlig ansat som klubbens nye eventkoordinator og salgsbackup.

- Jeg er glad for at være en del af FCM Håndbold. Her får jeg lov til at være med lidt over det hele og sidder med varierende arbejdsopgaver. Miljøet i klubben er ret unikt. Der er en god stemning og sammenhold blandt spillere, sponsorer, administrationen og de frivillige, siger Louise Østergaard Nielsen og tilføjer.

- Desuden brænder jeg for håndbolden i Ikast og Midtjylland, både på den danske og internationale scene.

Direktør i FCM Håndbold, Jakob Mølgaard Christensen, glæder sig over at beholde Louise Østergaard Nielsen i klubben. Han betegner hende som en ung og fremadstormende pige med et drive, der passer perfekt ind i det midtjyske DNA.

- Louise passer spot-on i vores organisation. Hun har en ekstrem grad af ordenssans og gåpåmod. Derudover er Louise selvkørende, og det har hun været fra dag ét. Hendes selvstændighed gør, at hun går til opgaverne med krum hals. Ikke alene løser hun opgaver, men hun kommer også på nye, der kan komme håndboldklubben til gode, siger Jakob Mølgaard Christensen.

Louise Østergaard Nielsen kommer fra byen Ringe på Fyn. Til dagligt bor hun i Aalborg, hvor hun er i gang med det sidste af sin uddannelse på University College Nordjylland, men i forbindelse med jobbet i Ikast rykker hun pløkkerne op og banker dem i den midtjyske muld.