20.11.2017, 12:15 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Hamistolen Photography

FCM-anfører forlænger til 2021

Den norske landsholdsprofil Veronica Kristiansen har sat sin signatur på en 3-årig kontrakt.

FCM Håndbold har sikret sig en håndboldprofil på absolut øverste hylde de kommende sæsoner. Således har anfører Veronica Kristiansen forlænget sin kontrakt til 2021, og den norske landholdsback glæder sig over at blive i det midtjyske.

- Jeg trives rigtig godt i den rolle, jeg har fået her i klubben, og jeg føler, at jeg er vokset en del på de måneder, jeg har haft anførerrollen. Jeg har en stor tro på konceptet og det fremtidige hold, så det er uden tvivl et godt sportsligt valg for mig at blive i FCM Håndbold, siger Veronica Kristiansen og tilføjer.

- Min ambition er at toppe dansk håndbold og vinde guld hvert år. Desuden håber jeg på, at vi kan tage det ekstra skridt i Champions League og komme til at spille Final4 inden for den nærmeste fremtid.

Træner Kristian Kristensen glæder sig over at beholde sin anfører på holdet de kommende sæsoner og betegner aftalen med Veronica Kristiansen som noget af en bedrift. 

- Det er et kæmpe scoop fra klubbens side at forlænge med en spiller af Veronica Kristiansens kaliber, så kæmpe ros til hele organisationen for at lande denne aftale, siger Kristian Kristensen, der betegner sin anfører som en komplet spiller.

- Veronicas spil taler sit eget sprog. Hun kan spille fuldtid på højt niveau i begge ender. Desuden er hun vokset som person, og det eskalerer i den rigtige retning. De rammer og det ledelsesansvar som hun har fået, det vokser hun under, så jeg glæder mig til at se, hvad det kan udvikle sig til fremadrettet, siger cheftræneren.

Veronica Kristiansen er aktuel ligatopscorer og ligger på andenpladsen på Champions League topscorerlisten. Hun er endnu engang udtaget til det norske landhold, som skal forsøge at genvinde guldet ved VM i Tyskland i december. Desuden kan hun skrive verdensmester og dobbelt europamester på CV’et.