11.02.2018, 18:55 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Kenneth Rosenkilde

Europæisk pointdeling mod NFH

Kampen om kvartfinalen er stadig åben, efter FCM Håndbold spillede uafgjort ude mod Nykøbing Falster

Der var vigtige point på spil i Næstved Arena søndag aften. Nykøbing Falster og FCM Håndbold mødtes i en dansk Champions League fight – en afgørende kamp om kvartfinalebilletten. De to hold endte i en pointdeling, da de spillede 21-21. Dermed er det stadig åbent, hvem der tager den eftertragtede fjerdeplads med adgang til kvartfinalen, der højest sandsynligt tilfalder FCM, NFH eller Krim.

Hjemmeholdet fik den bedste start på kampen. Cecilie Greve tog det meste, der kom i nærheden af NFH-buret, og efter kun otte minutter, var de blå-gule foran 5-1. En timeout fra Kristian Kristensen så ud til at gavne FCM-spillet. Halvejs inde i første halvleg udlignede Louise Burgaard til 7-7. Samtidig kvitterede Sabine Englert med store redninger.

Det var generelt en første halvleg med flot keeperspil i begge ender, og det afspejlede sig på måltavlen. Da dommerparret fløjtede til pause var stillingen 11-10, og begge målmænd stod med procenter omkring de 50.

Det tætte parløb fortsatte i begyndelsen af anden halvleg, men efter ti minutter skød Veronica Kristiansen, for første gang i opgøret, FCM Håndbold i front med 13-14. Sabine Englert fortsatte det gode målmandsspil, mens Burgaard og Co. kom til gode afslutningsmuligheder i den anden ende – og dét med succes. Efter 47 minutter var midtjyderne foran 15-18.

Nykøbing Falster gav ikke op, og hjemmeholdet kæmpede sig tilbage i kampen. Med fem minutter igen scorede ’Mulle’ til 20-20 på et straffekast, og så var alt åbent. Louise Burgaard, der blev kampens spiller og topscorer, skød få sekunder efter hunulvene i front 20-21.

Derefter måtte FCM- og NFH-spillere skiftevis en tur på bænken. Først var det Tonje Løseth, der fik to minutter, men Sabine Englert holdte buret rent i undertalsperioden. Så var det hjemmeholdets ’Mulle’, der blev sendt på bænken. En oplagt mulighed for hunulvene for at komme foran med to mål, men det glippede for midtjyderne. Stillingen var fortsat 20-21 med et enkelt minut igen, men så fik FCM’s Mathilde Bjerregaard to minutter, og det udnyttede gæsterne med en scoring i det sidste minut. Dermed endte kampen endte uafgjort 21-21.

Allerede på onsdag møder FCM Håndbold igen Nykøbing Falster på udebane – denne gang i et ligaopgør.

Nykøbing Falster Håndbold - FCM Håndbold: 21-21 (11-10)

Stillinger undervejs: 2-0, 5-1, 6-4, 7-7, 10-7, 10-10, 11-10 (pause) 12-12, 13-14, 14-16, 15-18, 18-20, 20-21, 21-21

Målscorere FCM: Louise Burgaard 8, Helene Fauske 4, Veronica Kristiansen 3, Tonje Løseth 1, Judith Sans 1, Mie Augustesen 1, Anne Mette Pedersen 1, Julie Gantzel 1, Louise Ellebæk 1