22.10.2016, 22:38 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: FCM Håndbold

Englerts brandkamp: Havde gode betingelser

Defensiven lukkede effektivt ned for Bukarest i lørdagens midtjyske sejr.

Det var lidt af en skalp, der blev taget af FCM Håndbold lørdag aften. Sidste års vindere af Champions League, CSM Bucuresti, må rejse tomhændede hjem til Rumænien efter et nederlag på 24:21 i IBF Arena.

Sejren til FC Midtjylland efterlod Sabine Englert med en dejlig følelse.

- Det er helt vildt at slå de forsvarende mestre med tre. Det er bare dejligt, især efter kampen i sidste uge, hvor det ikke gik så godt som forventet (nederlaget ude mod Györ, red.). Men dejligt, at vi havde Stine (Jørgensen, red.) og ’Bur’ (Louise Burgaard, red.) tilbage – det gav os bedre muligheder.

Sejren kom først og fremmest i land på baggrund af en bundsolid forsvarspræstation, hvor en tysk klassepræstation mellem stængerne var flødeskummen på lagkagen.

- Jeg havde rigtig gode betingelser. Mit forsvar stod godt, så jeg kunne bedre forudse, hvor boldene ville komme, siger Sabine Englert.

- At vi stod rigtig godt i forsvaret betød, at vi kunne løbe vores kontraer. Det var én af nøglerne til, at vi vandt.