15.12.2016, 09:33 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Getty Images

EM: Fire hunulve i medaljekamp

Opdateret: Vikki i finalen - danskerne i bronzefight

Opdateret: 
Kl. 18:15 Semifinale 1, Danmark - Holland: 22-26
Kl. 20:45 Semifinale 2, Frankrig - Norge: 16-20 

Resultaterne betyder, at Norge og Vikki er klar til endnu en finale. Kampen bliver en gentagelse af sidste års VM-finale, hvor nordmændene besejrede Holland i Jyske Bank Boxen i Herning. 

Jørgensen, Østergaard, Woller og resten af de rød-hvide møder Frankrig i bronzekampen, der bliver spillet 15.30. Finalen begynder klokken 18, og begge kampe bliver vist direkte på TV 2 søndag. _______________________________________________________________________________________________________________________________

I den ene semifinalekamp står FCM Håndbolds Veronica Kristiansen og de ukuelige nordmænd. Der venter de norske verdens- og europamestre et stormøde, når de tørner sammen med OL-sølvvinderne fra Frankrig.

Vikki og co. satte onsdag aften en tyk streg under den allerede sikrede semifinalebillet, da de slog Tjekkiet med 35-24, hvoraf Veronica Kristiansen stod bag fem af de norske mål. Den norske håndboldmaskine har kørt ubesejret gennem dette års EM, og de topper mellemrundegruppe II med ti point. Dermed er det 11. gang, at Norge skal spille om medaljer ved et europamesterskab.

I den anden semifinale har tre danske hunulve kæmpet sig vej til den eftertragtede kamp om medaljer. Stine Jørgensen, Trine Østergaard, Fie Woller og resten af Klavs Bruun Jørgensens tropper leverede en stor håndboldpræstation, da de onsdag aften slog Rumænien 21-17. Den midtjyske landsholdsanfører havde svært ved at tro på resultatet.

- Helt fantastisk kamp og helt fantastisk følelse. Det er næsten lidt svært at tro på lige nu, hvor man står her. Når vi spiller med den gejst og attitude og med den indstilling, at vi bare bliver ved og ved, så sker der altid udvikling, og det er det, der er sket i den her turnering, sagde Stine Jørgensen til TV 2 SPORT efter kampen.

Den danske anfører fik 60 minutter i trøjen mod Rumænien. Hun scorede to mål og fik sat sine medspillere i scene med mange assist. Trine Østergaard tog tæskene på højrefløjen og nettede en gang i den anden ende.

Med den danske sejr har kvindelandsholdet spillet sig til den første EM-semifinale i seks år. En semifinale mod Holland der kan følges direkte på TV 2 fredag aften.