20.10.2017, 21:06 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Hamistolen Photography

Burgaard sikrede udebanesejr i sidste sekund

Haluret havde rundet de 60 minutter, men Louise Burgaard skød hunulvene til resultatet 22-23 med en klassekasse på direkte frikast

Midtjyderne vidste på forhånd, at der ventede dem en svær opgave på udebane i franske Brest Bretagne. Men det lykkedes Kristensen og Co. at vinde de to point, da de fredag aften sejrede 22-23 i Brest Arena.

De to hold fulgtes pænt ad i starten af første halvleg, men midtvejs trak FCM fra og kom på stillingen 7-11. Værterne halede lidt inden mod pausen, men hunulvene beholdte en føring på 10-12 efter de første 30 minutter på halgulvet.

FCM kom flyvende ud til anden halvleg, og Veronica Kristiansen og Louise Burgaard skød sig begge varme med mål på mål. Kort inde i anden halvleg var stillingen 11-15. Men endnu engang svarede hjemmeholdet igen, og det resulterede i en gyserafslutning. Med under et minut igen udlignede Brest til 22-22. FCM tørnede op i modsatte ende med ét for øje – at score det afgørende sidste mål.

Sekunderne tikkede, og i sidste sekund fik FCM frikast. Derefter lød uret, og de 60 minutter var passeret. Brandvarme Burgaard fik bolden og stod over for en nærmest umulig opgave. At hamre bolden bag den høje Brest-mur og keeper på det ene forsøg, som kunne indbringe de eftertragtede to point.

Fløjten lød, Burgaard sendte kuglen afsted og på et splitsekund blaffrede nettet. Hun gjorde det – på ægte Mikkel Hansen-manér. 

Næste gang FCM’erne skal i aktion i Champions League er den 4. november. Her møder de igen Brest Bretagne, men denne gang i egen hule. Opgøret bliver fløjtet i gang kl. 19.00 i IBF Arena. Inden da venter en vigtig pokalkamp mod Silkeborg-Voel samt et par liga-opgør.

Brest Bretagne vs. FCM Håndbold: 22-23 (10-12)

Topscorer: Louise Burgaard, 10 mål