21.10.2016, 09:30 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Getty Images

Bliv klogere på CSM Bucuresti

Bucu-hvad-for-noget? De europæiske mestre fra Rumænien venter i den første Champions League-hjemmekamp

CSM Bucuresti er fra den rumænske hovedstad Bukarest og har hjemme i den imponerende Sala Polivalentă med plads til 5.300 tilskuere. Den rumænske klub kunne i 2015 løfte mesterskabstrofæet i den hjemlige liga og et år senere kom den helt store triumf. Med en overraskende sejr over storholdet Györi Audi ETO KC kunne CSM Bucuresti kalde sig for europæiske mestre anno 2015.

Klubben har efterhånden en tradition for danske trænere, hvor der indtil videre har været Mette Klint, Kim Rasmussen samt nuværende træner Jakob Vestergaard. Sidstnævnte har tidligere været assistenttræner for FCM, og inden han overtog roret i CSM Bucuresti, var han træner for det tyske kvindelandshold.

På holdkortet florerer flere danske profiler eller kendinge af dansk håndbold. I 2015 skiftede Line Jørgensen til klubben fra FC Midtjylland, ligesom Isabelle Gulldén tog samme tur fra Viborg HK. Andre store profiler tæller Linnea Torstenson og anfører Cristina Vărzaru, der begge tidligere har løbet rundt på danske halgulve. Den rumænske landsholdsprofil, Cristina Vărzaru kan skrive fire Champions League titler på cv’et – tre med Viborg HK og den seneste med CSM Bucuresti.

Hjemmebane:
5.300 pladser i Sala Polivalentă, Bukarest, Rumænien

Trofæer:
Ligavinder (2015, 2016)
Pokalvinder (2016)
Champions League (2016)