31.03.2017, 11:50 | Af: FCM Håndbold | Foto: Kenneth Rosenkilde

Billetsalg godt fra start

Der er stor interesse for Champions League-braget mod Vardar den 9. april i IBF Arena.


Når hunulvene den 9. april tager imod det makedonske storhold fra HC Vardar, venter der en stor opgave i denne sæsons Champions League kvartfinale. En kvartfinale, som afgøres over to kampe. Derfor er det vigtigt med et godt udgangspunkt hjemme i ulvehulen.

Billetsalget til Champions League-braget begyndte onsdag aften, og pilen peger på, at de midtjyske hunulve får en flot kulisse og god opbakning til den vigtige kamp.

- Kort tid efter vi havde kvalificeret os til kvartfinalen, var der forespørgsler på billetterne til kampen mod HC Vardar. Faktisk var det både fra ind og udland, da svenske og norske håndboldfans tog kontakt til os med samme. Det var dog først onsdag, vi åbnede for billetsalget, da de sidste detaljer skulle på plads, men starten har været rigtig positiv, og allerede nu er salget mere end godkendt, siger Tommy Nielsen, der er koordinator i FCM Håndbold.

Det er ikke kun billetsalget, som er kommet godt fra land. Flere medier har også vist interesse fra kampen, som skal sikre FCM Håndbold et godt udgangspunkt inden heksekedlen i Makedonien.

Klubbens samarbejdspartnere er også i fuld gang med at lade op til opgøret. Flere har henvendt sig med forespørgsel på større billetpakker til deres medarbejdere, mens der også er stor interesse for VIP-loungen i IBF Arena.

- Til hver hjemmekamp har vi altid godt gang i vores VIP-lounge, hvor de fleste af vores samarbejdspartnere kommer og spiser inden kampen. Men vi kan godt mærke, at dette er en af sæsonens største kampe, da tilmeldingerne og ekstra forespørgsler ruller ind tidligere end normalt. Det er meget positivt med interessen, og næste uge skal nok blive mere end travl. Og det glæder vi os til. Det er de her store kampe, der gør det ekstra sjovt, siger Tommy Nielsen.

Klubben opfordrer alle, som gerne vil ind og se kampen, til at købe billet i god tid. Salget forventes kun at gå endnu hurtigere, jo tættere man kommer på kampen, og derfor er der lagt op til god opbakning i en af sæsonens vigtigste kampe, hvor der står en plads i Final4 på spil.

>> Du kan købe din billet HER