12.02.2018, 11:55 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: FCM Håndbold

ALPI Legends og ALPI donerer 20.000 kr. til Lykkeligaen

Tonje Kjærgaard og Sabine Englert blev i november kåret til ALPI Legends i FCM Håndbold. Med kåringen fulgte en pengecheck, og den har de to ALPI Legends valgt at donere størstedelen af til Lykkeligaen.

De første modtagere af prisen ALPI Legends tilfaldt tidligere FCM-streg Tonje Kjærgaard og den nuværende veterankeeper Sabine Englert. Begge modtog de en check på 10.000 kroner fra ALPI med opgaven om at give pengegaven videre til velgørenhed.

Tonje Kjærgaard donerer hele beløbet til Lykkeligaen, mens Sabine Englert deler donationen op i to og giver 5.000 kroner til henholdsvis Børne Cancer Fonden og Lykkeligaen. ALPI har valgt at smide 5.000 kroner oveni donationen til Lykkeligaen. Dermed ryger der en check afsted på hele 20.000 til Lykkeligaen, som er et landsdækkende håndboldprojekt for udviklingshæmmende børn.

Checken bliver modtaget med stor taknemmelighed i Lykkeligaen. Det fortæller den tidligere landsholdspiller og Lykkeleder, Rikke Nielsen.

- Det betyder så meget for os at modtage sådan en donation. Pengene falder på et tørt sted. Det giver os mulighed for at skabe endnu mere liv og glæde i familier, der har børn med handicap. Vi drømmer om en masse projekter for børnenes skyld, og det kan de 20.000 kroner være med til at realisere, siger Rikke Nielsen.

I Lykkeligaen har de allerede en klar idé om, hvad donationen fra de to ALPI Legends og ALPI skal bruges til.

- Pengene skal bruges til LykkeCup d. 9. juni. Her samles over 18 hold til en stor håndboldfest i Gigantium i Aalborg, hvor alle børnene skal hyldes som stjerner med rød løber, balloner og musik, siger Rikke Nielsen.

Gode oplevelser for udviklingshæmmede børn og unge var netop forhåbningerne fra Tonje Kjærgaard og Sabine Englert, da de valgte at donere pengene til Lykkeligaen. 

- Jeg håber, det kan bidrage til, at flere udviklingshæmmede børn og unge får nogle gode oplevelser på håndboldbanen. Det gælder både det sociale fælleskab og legen med bolden, siger Tonje Kjærgaard.

Sabine Englert er enig med den tidligere FCM-streg.

- Håndbold har givet mig så mange dejlige oplevelser, og det håber jeg, at endnu flere børn i Lykkeligaen også vil opleve, siger Sabine Englert.