28.02.2018, 21:25 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Hamistolen Photography

Storsejr over Ajax København

FCM Håndbold tog to vigtige point til toppen af tabellen med en komfortabel udebanesejr på 22-31 over Ajax København

Onsdag aften skulle FCM Håndbold mod øst for at hente to point ude mod Ajax København, og det lykkedes de ganske godt med. Det blev en sikker sejr på 22-31 i en kamp, hvor hele 10 hunulve markerede sig på måltavlen, deriblandt unge Nanna Hinnerfeldt og Naja Nissen som fik debut.

Midtjyderne stormede afsted lige fra begyndelsen af kampen. Efter fire minutter scorede Helene Fauske på straffe til 0-4, og otte minutter senere øgede Louise Burgaard føringen til 3-11. Ved pausen havde hunulvene sikret sig en føring på 9-16.

Klasseforskellen fortsatte ind i anden halvleg. Københavnerne fik lov til at svare lidt igen i anden halvleg, men de kom aldrig i nærheden af den midtjyske føring, som toppede med 10 måls afstand op til flere gange. Da dommerne fløjtede af, kunne FCM-holdet juble over en sikker sejr på 22-31. Opgørets sidste to mål stod FCM Håndbolds to debutanter for. 18-årige Nanna Hinnerfeldt og Naja Nissen Kristensen gjorde et flot indhop med et mål hver.

- Jeg er rigtig glad for udtrykket i holdet, især i startfasen hvor vi ret hurtigt fik kæmpet os på 3-11. Pigerne løb nogle gode kontraer, og Englert stod godt. Når det spiller sammen i alle faser, ser det bare godt ud. Så det var en god sejr, hvor der også blev plads til nye konstellationer til sidst med unge debutanter, og det var super fint, sagde Kristian Kristensen. 

Med sejren kravler FCM Håndbold to pladser op i tabellen på andenpladsen forbi Odense Håndbold og Team Esbjerg. Sidstnævnte tabte ude mod NFH, mens Odense først spiller fredag aften mod Aarhus United.

Ajax København – FCM Håndbold: 22-31 (9-16)

Stillinger undervejs: 0-4, 2-7, 3-10, 5-12, 7-14, 9-16 (pause) 10-17, 12-20, 13-23, 17-24, 20-28, 22-31

Målscorere FCM: Helene Fauske 6, Louise Burgaard 6, Annika Jakobsen 5, Veronica Kristiansen 5, Emma Friis 3, Tonje Løseth 2, Mie Augustesen 1, Mathilde Bjerregaard 1, Nanna Hinnerfeldt 1, Naja Nissen 1