29.03.2018, 18:44 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: FCM Håndbold

Stærk puljesejr i Viborg

FCM Håndbold fik den bedst mulige åbning på slutspillet, da holdet sejrede på arvefjendens hjemmebane.

Vigtige point var på spil skærtorsdag i Vibocold Arena i Viborg, der dannede ramme om det første opgør i slutspillets Gruppe 2. Her har FCM Håndbold et enkelt point med over fra grundspillet og var således allerede et mulehår foran viborgenserne før det indbyrdes møde.

I målet åbnede Sabine Englert med et par gode redninger, hvilket var med til at give FCM'erne gentagne føringer på en enkelt pind. Men minutterne var ikke mange, før hjemmeholdet i stedet var i front med 7-5, særligt takket være et par fine aktioner og scoringer af Carin Strömberg. Annika Jakobsens tredje træffer og en scoring af Veronica Kristiansen sikrede dog balance, og efter et par nye Viborg-føringer tog gæsterne atter teten. Allan Heine smed sit timeout-kort, da 'Vikki' Kristiansen omsatte et straffekast trukket af Mathilde Bjerregaard til 9-11 med godt otte minutter til pause.

En udvisning til udeholdet gav de grønblusede muligheden for at komme tilbage, og Ann Grete Nørgaard var da også heldig med returen fra Englerts strafferedning. Men FCM spillede et fortrinligt undertal og gik fra reduceringen til 10-11 til en føring på 10-13. Særligt Englert og Kristiansen var bærende i den første halvleg, der endte 12-14 i ulvenes favør.

Efter pausen stemplede Louise Burgaard ind. Højrebacken spillede ikke meget i de første 30 minutter, men anden halvleg var bare tre minutter gammel, før hun havde scoret hele tre gange. Velkommen ind i kampen, Louise - og 13-17 på tavlen. Et skarpt gæstemandskab bragte sig også flere gange foran med fem og havde et fast greb i værterne, der ikke syntes at kunne finde den rette løsning til at åbne FCM-forsvaret og Sabine Englert. Louise Burgaard nettede for fjerde gang med sit mål til 17-23 efter 43 minutter, og det begyndte at ligne en tidlig næsten-afgørelse på de to holds første slutspilskamp i sæsonen.

Men viborgenserne havde ikke givet slip, og med fire scoringer i træk af hjemmeholdet var kampen atter helt åben, da der resterede ti minutter. Burgaards scoring til 22-25 gav derfor lidt tiltrængt luft, men det var på lånt tid. En stadig velspillende Carin Strömberg reducerede med sin niende scoring, og Judith Sans Serra blev sendt ud i to 

minutter. Opgøret var stadig åbent, men da FCM overlevede endnu et undertal i slutfasen kunne det næsten ikke gå galt. Judith Sans' fjerde scoring lukkede til 25-28 med kun et minut tilbage at spille i.

Det endte 26-29 i Viborg, hvilket giver Kristian Kristensens mandskab en fremragende åbning på slutspillet.


HTH GO Ligaen - Slutspil:
Viborg HK - FCM Håndbold 26-29 (12-14)

Stillinger undervejs:
0-1, 2-2, 3-4, 7-5, 7-7, 9-8, 9-11, 10-11, 10-13, 12-14 (pause), 12-15, 13-18, 15-18, 15-20, 17-21, 17-23, 18-24, 22-24, 23-26, 25-27, 26-29 (slut).

Målscorere for FCM:
Veronica Kristiansen 8, Louise Burgaard 5, Helene Fauske 4, Judith Sans Serra 4, Annika Jakobsen 3, Anne Mette Pedersen 3, Helene Kindberg 1, Louise Ellebæk 1

Tilskuere:
1.462