10.04.2018, 22:37 | Af: Jonas Dahl Nielsen | Foto: Hamistolen Photography

Ryde: En styrkeprøve

Svenskeren roser holdets moral i comebacket mod Silkeborg. I målet stod hun på 46 %.

Arkivfoto.

 

 

FCM Håndbold tog tirsdag aften en afgørende sejr ude mod Silkeborg-Voel, hvilket sender holdet tilbage på andenpladsen i slutspilspulje 2. Herfra kan FCM nu selv afgøre, om holdet skal videre til semifinalerne.

 

Offensivt overstrålede Veronica Kristiansen med sine 12 scoringer alle andre, men forsvarsmæssigt leverede holdet over hele linjen en sublim indsats. Det til trods for, at den vanlige forsvarsgeneral, Mathilde Bjerregaard, måtte melde fra til opgøret og overlade ansvaret til blandt andre Louise Ellebæk.

 

Bag forsvaret stod en anden af aftenens helt store spillere. FCM lagde horribelt fra land og var nede 8-2, men et par udskiftninger og småjusteringer vendte kampen på hovedet. På mål kom Jessica Ryde for Sabine Englert, og svenskeren endte med en fornem redningsprocent på hele 46.

 

Hun roser måden, hvorpå holdet håndterede den dårlige åbning på opgøret.

 

- Det blev en styrkeprøve for os, fordi vi lægger ud med at være bagud med seks. Men vi holder hovedet koldt og bliver ved med at køre på, og pludselig får vi det bare til at fungere, fortæller Jessica Ryde efter opgøret, der endte 21-26 i FCM’s favør.

 

- At jeg selv står en god kamp skyldes i høj grad, at forsvaret stepper op. Vi begynder at løbe bedre hjem og får virkelig lukket ned for Silkeborg i den periode af første halvleg, siger den svenske keeper med henvisning til FCM’s comeback fra at være nede 8-2 til at være foran med hele 10-17.

 

Med sejren ligger andenpladsen nu til Ryde og resten af FCM-mandskabet, men målvogteren understreger, at arbejdet stadig skal gøres færdigt.

 

- Jeg tør ikke glæde mig for tidligt, men det er klart, at sejren stiller os i en god position. Kan vi vinde den næste hjemme over Viborg, så ser det i hvert fald rigtig godt ud, lyder det fra Jessica Ryde.

 

Opgøret mod Viborg spilles lørdag den 21. april i IBF Arena. Inden da skal FCM Håndbold en tur til Makedonien og møde HC Vardar i returopgøret i kvartfinalen i Champions League.