26.09.2017, 09:00 | Af: Tophaandbold | Foto: Kenneth Rosenkilde

Massiv interesse for dansk klubhåndbold

Interessen for at følge de danske klubhold på lægterne og på Tv er massiv. Starten på håndboldsæsonen har således været fantastisk med fremgang i både antallet af tilskuere i hallerne samtidig med markant flere seere foran Tv-skærmene.

Efter at alle hold har spillet en hjemmekamp, kan det således konstateres at 888ligaen samlet havde besøg af 4.5 % flere tilskuere end året før, mens tallet lyder på hele 9,5 % flere til de indledende kampe i HTH Go ligaen.

Og på Tv-siden ser billedet ikke mindre imponerende ud. Direktør i Divisionsforeningen Thomas Christensen forklarer:    

-Forud for sidste sæson havde mange bange anelser for udviklingen af tilskuertal og seertal, da TV 2 Sport øgede antallet af transmissioner, men vi kunne konstatere, at de bange anelser blev gjort til skamme. I de seneste to sæsoner har mere end 160 ligakampe været sendt på TV 2 og TV 2 Sport per sæson, og det har klart haft den betydning, at flere er begyndt at se kampene på TV 2 Sport. I sæsonen 2016/2017 havde TV 2 Sport en fremgang på hele 14 %, hvilket svarer til et gennemsnitligt seertal på 65.500.

-I indeværende sæson lyder gennemsnits-seertallet på TV 2 Sport så på 74.584, hvilket må siges at være et fantastisk tal ikke mindst set i lyset af, at vi alene taler om grundspils-kampe, hvorimod forrige sæsons tal var inklusive slutspilskampene. Det er svært at få armene ned over, men det gør vi nu alligevel, for nu smøger vi i stedet ærmerne endnu mere op for at fortsætte arbejdet med at fastholde håndbolden, som Danmarks bedste og mest populære familiesport.

Artiklen er fra www.tophaandbold.dk