21.02.2018, 20:10 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Jens Anton Nordestgaard

Kristensen før Randers: Keep it simple

Hunulvene skal ikke ud og opfinde den dybe tallerken for genfinde flow i spillet. Nøglen er ’keep it simple’.

De midtjyske håndboldkvinder har for første gang i noget tid haft lidt luft i programmet. Det har givet Kristensen og Co. lidt ro til at arbejde med elementer, som kan forbedres for at bringe holdet tilbage på sejrssporet – noget de går benhårdt efter mod Randers torsdag aften.

- Vi har arbejdet hårdt i træningslokalet med fokus på det ’simple’. Det har vi gjort for at optimere vores tænkning omkring spillet. Nøglen til at komme tilbage på sejrssporet er: keep it simple. Derudover arbejder vi meget med selvtilliden, og det har vi fået mental coach Rene Petersen til at hjælpe os med, siger Kristian Kristensen.

KØB BILLETTER >> FCM HÅNDBOLD VS. RANDERS HK, TORSDAG D. 22. MARTS, KL. 19.30 I IBF ARENA

Rene Petersen er et kendt ansigt i lokalmiljøet. Han har været fuldtidsansat coach i fodboldafdelingen og er tidligere ligahåndboldspiller i klubber som Ikast FS og Kolding IF. Rene Petersen skal blandt andet ind og arbejde med det positive mindset gennem team coaching og individuel coaching.

Positiv tænkning er netop det, som cheftræneren og resten af holdet stræber efter.

- Det handler om at parkere de destruktive adfærdsmønstre og rette fokus over mod det, der virker. Og det er med fokus på egne opgaver. Vi har vist et højt niveau på det her hold, så vi skal ikke ud og genopfinde nye ting. Positiv tænkning – det er, hvad vi arbejder efter, siger Kristian Kristensen.

Kampen mellem FCM Håndbold og Randers HK bliver spillet i IBF Arena torsdag aften klokken 19.30. Du kan købe billetter ved at trykke HER.