05.10.2017, 15:15 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Getty Images

Kristensen: Flotte momenter mod Ringkøbing

Cheftræneren tager god gearing og angrebsspil med fra gårsdagens sejr, mens der skal analyseres på den defensive del

Med en sejr på 34-29 over Ringkøbing Håndbold indtager midtjyderne fortsat 1. pladsen i HTH GO Ligaen. Gårsdagens kamp var den første af slagsen siden sejren over Odense Håndbold, på grund af landsholdspausen, og Kristian Kristensen var glad for at se teamet tørne ud igen.

- Det var dejligt at komme i gang igen og få de to point hjemme i hulen. Jeg synes, vi håndterede det rigtig fint offensivt. Den defensive del var jeg selvfølgelig ikke tilfreds med – det siger sig selv, når Ringkøbing fik lov til at lave 29 mål. Det skal vi mere analysere på, sagde Kristian Kristensen.

Selvom Ringkøbing scorede mere end ønsket, hæftede cheftræneren sig også ved momenter i kampen, som han betegnede som rigtig fine.

- Vi viste gode takter, især i starten, hvor vi kom foran 9-3. Her er jeg fuldt ud tilfreds med gearing og den mentale tilstand. Sådan et moment havde vi også i løbet af anden halvleg, hvor vi trak fra endnu engang, og det skaber kontrol, hvilket er vigtigt for at kunne styre tingene.

- Desuden er jeg glad for, at vi fik spillet bredt i banen. Vi havde stor succes på fløjene og kanterne og lavede mange mål på den konto, så det er jeg rigtig glad for, sagde Kristian Kristensen efter kampen.