08.11.2017, 23:23 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Getty Images

Kristensen: Esbjerg spillede en bedre kamp

Cheftræneren ærgrer sig over nedlaget til et bedre spillende Esbjerg-hold, men tager flere ting med mod weekendens opgør mod Györ

FCM Håndbold måtte indkassere sæsonens første nederlag på hjemmebane. De tabte 22-25 til Team Esbjerg i en kamp, hvor gæsterne var foran det meste af opgøret.

- Esbjerg spillede bedre i dag og vandt fortjent kampen. De voldte os som forventet store problemer, specielt i første halvleg med deres 5-1 forsvar, sagde Kristian Kristensen.

Midt i anden havde midtjyderne ellers en oplagt chance for at udligne til 19-19, men det blev stolpe ud. Derefter fulgte yderligere to FCM-bolde på træværket, mens Esbjergs bagkæde bankede bolde i nettet i modsatte ende.

- Vi havde et moment i anden halvleg ved stillingen 18-19. I den periode havde pigerne ikke problemer med at spille sig til chancer. Det var i det moment, nøglen var, men da vi ikke formåede at få bolden det sidste stykke over mållinjen eller på den rigtige side af stolpen, faldt vi af igen.

- Det handlede om marginaler i den periode, og i resten af kampen skulle vi slide ekstremt hårdt for det. Men stor ros til Team Esbjerg. Der er noget, der hedder målscore, når det hele skal gøres op, og som det ser ud lige nu, er det jo ikke usandsynligt, at det ender lige på et tidspunkt, sagde cheftræneren.

Allerede på lørdag spiller FCM Håndbold endnu en kamp. Denne gang er det de forsvarende Champions League mestre fra Györ, der kommer på besøg, og cheftræneren kan tage flere ting med fra Esbjerg-kampen frem mod weekendens opgør.

- En af de ting, som jeg tager med, er arbejdet omkring deres stregspiller. Her havde vi lidt udfordringer med Vilde Mortensen, og det kan meget vel blive det samme, når det hedder Yvette Broch eller Anja Althaus på lørdag. Ellers synes jeg, at vi håndterede Esbjergs 5-1 forsvar fint til sidst, hvor vi holdte dem nede på to scoringer, sagde Kristian Kristensen efter kampen.