19.01.2018, 10:40 | Af: Kristina Stokholm | Foto: Jens Anton Nordestgaard

Kristensen: Defensiven bliver afgørende mod guldfavoritterne fra Odense HC

Det odenseanske holdkort emmer af landsholdsspillere, men en stærk hjemmebane og defensiv skal bane vejen for endnu en midtjysk sejr

Lørdag eftermiddag byder igen på tophåndbold i IBF Arena. Senest var det Viborg, der blev sendt retur med et nederlag i bagagen. I morgen gælder det Odense HC, og cheftræneren forventer en tæt affære mod et absolut tophold fra Fyn.  

- Det bliver afgørende, hvilken af de to defensiver, der får bedst fat, herunder målvogtere. Det vil betyde afkast på kontraen, og det bliver der behov for mod et hold som Odense, siger Kristian Kristensen.

Stine Jørgensen, Mette Tranborg, Trine Østergaard og Althea Reinhardt. Det er blot nogle af de danske landsholdsspillere, der tørner ud i den orange trøje. Kombineret med udenlandske spillere tæller det over ti landsholdsspillere på Odense-holdet.

- Efter en mindre god start har Odense fået samlet tropperne og kommet på rette spor. De ligger med helt i toppen af tabellen, hvor man også har forventet, de skulle ligge. Odense er selvsagt udråbt af mange som guldfavoritter, og det er med rette, når man kigger ned over deres holdkort med mange landsholdsspillere, siger Kristian Kristensen.

Ikke desto mindre lykkedes det FCM’erne at sejre komfortabelt på udebane, sidst de to hold mødtes. Cheftræneren tror på, at holdet kan tage en sejr på en hjemmebane, hvor det kun er blevet til ét enkelt liganederlag i sæsonen.  

- Vi har en stærk hjemmebane med tryk på fra trofaste fans. Og med et godt taktisk koncept kan vi være med helt fremme og tage en sejr, lyder det fra cheftræneren.

Der er kampstart mellem FCM Håndbold og Odense HC lørdag klokken 16.10. Så tag din nabo, ven eller kollega under armen til en god omgang tophåndbold i IBF Arena. Køb billetter >> FCM HÅNDBOLD VS. ODENSE HC, LØRDAG KL. 16.10 I IBF ARENA