04.10.2017, 21:42 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Hamistolen Photography

FCM Håndbold slog Ringkøbing i målrig fight

Hunulvene slog Ringkøbing 34-29 i en kamp, hvor den midtjyske angrebsmaskine kørte som smurt, mens det haltede i defensiven

FCM Håndbold skød femte runde i gang hjemme mod Ringkøbing Håndbold. Onsdagens kamp var den første af slagsen, siden midtjyderne slog Odense Håndbold på udebane den 19. september. I mellemtiden har den stået på landsholdspause, men FCM’erne viste kampform fra startfløjt mod vestjyderne.

FCM’s Annika Jakobsen markerede sig hurtigt på fløjen og bragte hjemmeholdet på 4-2 kort inde i kampen med et sikkert lob. Derefter fulgte et tæt kapløb, men hele tiden med hunulvene i førertrøjen. FCM havde ikke problemer med at finde vej til nettet, men de skulle bruge tid på at køre defensiven i stilling.

Omkring 10 minutter inde i kampen fik Ringkøbing travlt med at få styr på FCM’s anfører. Veronica tørnede igennem på midten og hamrede på kort tid tre bolde i nettet. Kort efter fulgte Mie Augustesen op fra fløjen med endnu en scoring til stillingen 9-4, og det fik gæsternes nye cheftræner Mads Brandt til at smide det grønne kort.

Ringkøbing-trænerens peptalk så ud til at give pote, og vestjyderne kæmpede sig så småt tilbage til kampen. I takt med at Natasja Clausen lukkede mere ned i Ringkøbing buret, blev FCM-forsvaret udfordret i den anden ende, og pludselig gik stillingen fra 10-4 til 12-10. Hunulvene lod dog ikke Ringkøbing komme meget nærmere. Kort før pausen bankede Helene Fauske kuglen ind fra distancen, og FCM kunne gå til pause med en føring på 16-13.

Sabine Englert åbnede 2. halvleg med en kæmpe redning, og i modsatte ende bragte Tonje Løseth midtjyderne på 17-13. Ringkøbings Sille Thomsen svarede hurtigt igen, men derefter fulgte en vestjysk måltørke. FCM spillede sig op på 22-14, før Michelle Brandstrup brød igennem den midtjyske mur.

Hunulvene udbyggede en solid føring i løbet af anden halvleg, men fik aldrig helt held med at lukke ned i forsvaret. Med ti minutter igen dalede det midtjyske tempo, og Ringkøbing spillede sig tættere på. Helt spændende nåede det dog aldrig at blive. FCM’erne steppede op i kampens slutning. Ved slutfløjt tog Trine Troelsen sig af et midtjysk straffekast og scorede til kampens resultat 34-19.

Hele tre hunulve blev midtjyske topscorere. Veronica Kristiansen, Mie Augustesen og Tonje Løseth bankede fem mål ind hver.

Næste gang hunulvene skal i aktion, venter der international modstand af stor kaliber. FCM Håndbold kickstarter dette års Champions League mod Györi på udebane. Kampen fløjtes i gang den 7. oktober klokken 19.30.

FCM Håndbold – Ringkøbing Håndbold: 34-29 (16-13)

Stillinger undervejs: 3-1, 7-4, 10-4, 10-6, 11-7, 12-8, 12-10, 13-11, 14-12, 16-13 (pause) 19-14, 21-14, 23-17, 24-19, 26-20, 28-22, 30-24, 30-26, 31-28, 33-28

Målscorere FCM: Veronica Kristiansen 5, Mie Augustesen 5, Tonje Løseth 5, Helene Fauske 4, Annika Jakobsen 4, Trine Troelsen 4, Emma Friis 2, Louise Ellebæk 2, Anne Mette Pedersen 2, Sabine Pedersen 1

Kampens spiller: Helene Fauske