31.01.2018, 20:21 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: Hamistolen Photography

Comeback rakte ikke i København

Midtjyderne var nede med 17-11, men kæmpede sig tilbage på 22-21 ét minut før tid. Det var desværre ikke nok

Aftenens kamp mellem førerholdet København Håndbold og FCM Håndbold på andenpladsen var en duel om førstepladsen. Men da haluret rundede de 60 minutter var stillingen i tabellen den samme. FCM'erne kæmpede sig ellers tilbage i kampen efter at være nede med 17-11, men København vandt knebent 23-21. Dermed beholder tigerne førstepladsen med fire points forspring. 

FCM kom godt fra start med succes i stregspillet. Efter fire minutter kunne Judith Sans score sit andet mål til stillingen 3-1. Derefter fulgte et tæt parløb mellem de to hold. København kickstartede kontramaskinen, og det gjorde ondt på gæsterne. I løbet af første halvleg skruede hjemmeholdet op for tempoet og kom til mange chancer. De havde dog problemer med at få bolden bag den tyske mur i FCM-målet. Sabine Englert diskede op med store redninger på et vigtigt tidpunkt og holdte midtjyderne inde i kampen. 

Med syv minutter tilbage af første halvleg var det helt lige 9-9. Så trak kontrastærke København fra, mens det ikke lykkedes FCM at score flere mål inden pausen. Dermed kunne værterne gå til pause med en føring på 13-9. 

København startede anden halvleg, hvor de slap, samtidig med at Johanna Bundsen lukkede ned i KBH-målet. Herefter fulgte en historie om for mange mistede bolde. Efter 40 minutter talte det 13 styks for FCM's vedkommende, og det afspejlede sig i resultatet på 17-11.

Men som det så mørkest ud for midtjyderne, rejste de sig og kæmpede bravt. Forsvaret blev stabiliseret, og det kunne ses på måltavlen. På ti minutter kæmpede FCM'erne sig fra 17-11 til 20-18. Udfordringen for gæsterne var nu at lukke ned for de mange fejl og mistede bolde, som plagede holdet store dele af kampen. 

Det endte med en nervepirrende afslutning. Med et halvt minut igen var stillingen 22-21, og FCM Håndbold kunne ane mulighed for point. Det lykkedes desværre ikke. Bolden blev i københavner-hænder, og kampen endte med en smal sejr til hjemmeholdet på 23-21. 

København Håndbold - FCM Håndbold: 23-21 (13-9) 

Målscorere FCM: Louise Burgaard 5, Judith Sans 4, Veronica Kristiansen 4, Tonje Løseth 3, Anne Mette Pedersen 2, Emma Friis 2, Helene Fauske 1