21. marts 2009 Jensen om CL-kampen: God erfaring til de unge spillere
Det var en vanskelig opgave, som den unge FC Midtjylland-trup var på i eftermiddag i Kroatien. Og det viste sig, at et Podravka-hold i stærkeste opstilling var for stor en mundfuld for FCM’erne, der havde syv spillere fra den normale trup hængende hjemme i Danmark.
Slutstillingen blev 36-26 til de kroatiske været foran 1200 tilskuere.
- Nederlaget var stort, og vi var også større bagud i løbet af kampen. Men i slutfasen havde vi faktisk en række gode muligheder for at gøre nederlaget endnu mindre. Vi brændte en håndfuld gode muligheder, siger træner Kenneth Jensen fra Krotien.
Mette Sjøberg blev topscorer med otte mål, og på den positive side var det ligeledes værd at notere, at samtlige spillere på kamprapporten – lige bortset fra de to målvogtere – kom på scoringslisten. Mellem stængerne fik unge Pernille Kristensen sin reelle Champions League-debut, efter at hun tidligere havde været på banen i få minutter i en tidligere gruppematch. Også Mia Møldrup fik masser af spilletid og gjorde det i store træk ganske fornuftigt.
- Det store problem for vores spil i Kroatien var, at vi var uden playmaker. Vi manglede både Kari-Anne Henriksen og Gro Hammerseng, og det gjorde det naturligvis svært at finde den helt rigtige angrebsrytme. Specielt, når kroaterne gik i offensiven eller frem i en skæv 5:1’er i deres forsvar, konstaterer træner Jensen.
- Det var en kamp, hvor de unge spillere fik masser af god erfaring, lyder konklusionen fra Kroatien, hvor stemningen – trods det store nederlag – var nogenlunde i orden efter kampen.
- Vi må blot erkende, at vi ikke lige havde bredden til at matche et hold som Podravka. Nu afslutter vi Champions League som et sted mellem nummer fem og otte i Europa, og det er ret beset helt i orden, siger Jensen.
Truppen overnatter i Kroatien og i morgen formiddag går flyveren hjem til Danmark. Næste opgave er onsdagskampen i Esbjerg. Tilbage til nyhedsoversigten Del
|