18. marts 2009 Team Esbjerg vandt efter dramatisk slutfase
FC Midtjylland kom stærkt igen, men en skidt første halvleg kostede alligevel sejren i aftenens kamp mod Team Esbjerg, der viste sig som en yderst skarp og kompetent modstander mod et midtjysk hold, der var uden Ingrid Ødegaard, Line Widt Fruensgaard, Gro Hammerseng, Isabel Blanco, Alette Stang og Malene Dalgaard. Gæsterne vandt 28-27 efter en dramatisk slutfase.
Det var gæsterne, der tog teten fra kampens begyndelse. Tempoet var – som forudsagt af de fleste aktører – ganske godt, og Team Esbjerg diskede op med et frækt, offensivt forsvar. Det voldte problemer for det midtjyske angrebsspil, der var præget af en del unødvendige boldtab.
Indimellem lykkedes det dog, især for Sara Hansen og Tonje Nøstvold at få afsluttet kompetent på Katarina Tomasevic i Esbjerg-kassen. Specielt Sara Hansen, vikar for skadede Fruensgaard og Dalgaard på venstre fløj, viste den nødvendige gennembrudsvilje.
Til gengæld blev der ikke taget ret meget fra i FCM-forsvaret, hvor gæsterne kom alt for nemt til scoringerne. Den stærke stregspiller Heidi Flaatnes kom alt for ofte fri til nemme afslutninger, og da den lille tuneser, Mouna Chebbah, kom ind, knaldede hun hurtigt tre kasser ind bag Camilla Eriksen, der startede mellem stængerne. Det betød, at Team Esbjerg med seks minutter tilbage af første havleg førte med hele fem mål, 15-10.
Sidst i første halvleg blev unge Pernille Kristensen skiftet ind i FCM-målet, og spørgsmålet var nu, om hun sammen med markspillerne kunne skabe en tilforladelig afslutning på de første 30 minutter. Den sag fik hun ikke meget hjælp til, og i stedet øgede gæsterne pauseføringen til 17-11.
Der skulle gå lige nøjagtig et kvarter af anden halvleg, før gæsternes føring var udlignet. Det var nemlig et FCM-hold med en helt ny attitude, der kom på gulvet til de sidste 30 minutter. Forsvarsspillet var skærpet hos midteraksen Sørensen og Thorsgaard, og i det hele var de midtjyske fødder langt mere bevægelige end før pausen.
I den anden ende satte specielt Mette Sjøberg og Tonje Nøstvold accenterne. Sidstnævnte med flere fine afslutninger fra finurlige vinkler, og et par gange endog helt ude fra fløjen.
Samtidig med, at scoringstavlen blev tættere og tættere, faldt hastigheden af scoringerne også. De to hold kæmpede stenhårdt om at få magten i kampen. Med 22-23 og ti minutter igen var der lagt op til en spændende afslutning.
Slutfasen bød på fine detaljer i begge ender. Hos gæsterne fra spanske Marta Mangue og tunesiske Mouna Chebbah, og hos hjemmeholdet ikke mindst fra unge Anne-Kathrine Østergaard, der holdt FCM inde i kampen med et par dygtige gennembrud i venstre side. Kenneth Jensens timeout fem minutter før tid førte prompte til Tonje Nøstvolds 26-27-scoring.
Camilla Eriksen bød ind med en god parade, dommerne kiksede et par kendelser og Anne-Kathrine Østergaard var uheldig med et drøn af et stolpeskud. Med et minut igen øgede Poule Boudouin gæsternes føring til to mål, men Kari-Anne Henriksen reducerede lynhurtigt derefter.
Med 26 sekunder igen tog Team Esbjerg timeout, og Poule Boudouin skød kort efter på stolpen. Men det lykkedes for gæsterne at blokere, da FCM forsøgte at slå kontra, og derfor stak Team Esbjerg hjem med begge point.
FC Midtjylland-Team Esbjerg 27-28 (11-17) FC Midtjylland: Tonje Nøstvold 8, Mette Sjøberg 8 (3), Sara Hansen 3, Kari-Anne Henriksen 2, Ragnhild Aamodt 2, Susan Thorsgaard 2, Anne-Kathrine Østergaard 2. Team Esbjerg: Mouna Chebbah 8, Heidi Flaatnes 7, Paule Baudouin 6, Siri Seglem 3, Marta Mangue Gonzales 2, Rannveig Haugen 1, Lotte Grigel 1. Udvisninger: FC Midtjylland 1, Team Esbjerg 2. Tilskuere: 702 i Ikast-Brande Arena Tilbage til nyhedsoversigten Del
|