Forsiden Spillertruppen Turneringer Sponsorer Billetter Merchandise Events Om FCM FCM Fodbold
12. marts 2009
Stor midtjysk spilleglæde sikrede sejren
 

Det var en ganske tilfreds Kenneth Jensen, der gjorde status efter sejren over GOG onsdag aften. Stemningen i bussen på vejen hjem var glimrende efter en relativt sikker sejr over et ellers formstærkt fynsk mandskab, der i de seneste kampe havde budt både Randers og FCK Håndbold op til dans.

- Ok, i første halvleg kunne man godt se, at det var lidt lang tid siden, at vi havde spillet sammen. Det var lidt rustent, men alligevel fornemmede jeg, at vi med bare en lille bid ekstra kunne have trukket fra dem allerede inden pausen. Mette Iversen stod fremragende i deres mål, forklarede FCM-træneren.

Det var lige efter de første 30 minutter. Men 12-12 blev hurtigt forvandlet til midtjysk føring. De første tre mål i anden halvleg var signeret FC Midtjylland, og siden så hunulvene sig aldrig helt tilbage.

- I hele anden halvleg førte vi med de der tre-fire-fem kasser og sejren var på ingen måde i fare. Jeg synes, vi var dygtige til at udnytte, at GOG havde nogle svage punkter, hvor de ikke rigtig kunne dæmme op for vores angrebsspil. Derfor var det uden de store problemer, vi kørte den hjem efter pausen, sagde Jensen.

Gennem hele kampen viste FC Midtjylland-spillerne rigtig fin gejst, vilje og spilleglæde, og med hele ti spillere på scoringslisten var bredden i den grad også til at få øje på. Katja Nyberg blev topscorer med seks kasser, mens Susan Thorsgaard nettede næstflest gange med fem bolde i garnet.

- Susan spillede en rigtig fin kamp i angrebet. Fem mål og en del straffekast begået imod sig siger meget om hendes styrke i angrebet. Til gengæld skal der stadig udvikles på hendes forsvarsspil. Jeg synes også, at spillere som Kari-Anne Henriksen og Katja Nyberg gjorde det rigtig godt, lød det fra FC Midtjylland-træneren.

Med SK Århus-nederlaget i Aalborg rykkede FC Midtjylland endnu tættere på tredjepladsen i grundspillet. Med 26 point i 20 kampe er ulvene blot en enkelt pind efter århusianerne. Næste kamp i programmet er lørdagens CL-match i Viborg, mens det onsdag er liga-hverdag igen. Team Esbjerg kommer på besøg – i øvrigt kommer vestjyderne også onsdagen efter, hvor der står landspokal på programmet.

 

GOG-FC Midtjylland 25-30 (12-12)

GOG: Susan Andersen 9 (3), Maibritt Kviesgaard 4, Pearl van der Wissel 4, Anette Hovind Johansen 3, Louise Pedersen 2, Petra Skogsberg 1, Susanne Madsen 1, Trine Jensen 1.

FC Midtjylland: Katja Nyberg 6 (2), Susan Thorsgaard 5, Kari-Anne Henriksen 4, Tonje Nøstvold 4 (2), Mette Sjøberg 3, Gro Hammerseng 3, Sara Hansen 2, Ragnhild Aamodt 1, Line Widt Fruensgaard 1, Malene Dalgaard 1.

Udvisninger GOG 3, FC Midtjylland 2.

Tilskuere 1.075.

Tilbage til nyhedsoversigten

Del