Forsiden Spillertruppen Turneringer Sponsorer Billetter Merchandise Events Om FCM FCM Fodbold
25. februar 2009
Sikker sejr over Horsens HK
 

Det var med ambitionen om at ikke at dumme sig i anden halvleg, at FC Midtjylland-spillerne løb på banen til de sidste 30 minutter i aftenens kamp mod Horsens HK. Efter 15-9 ved pausen og en solid afslutning på første halvleg, var fokus i pausen klart:

 

FCM’erne skulle ikke gå ned med mus og kvinder i begyndelsen af anden halvleg, som det var tilfældet i lørdagens Champions League-kamp mod kroatiske Podravka. Og heldigvis var det på ingen måde i nærheden af at gå galt.

 

FC Midtjylland vandt kampen med de yderst sikre cifre: 28-16. Det var på mange måder en sød revanche. Både efter lørdagens CL-nederlag og som revanche for den meget pauvre FC Midtjylland-indsats i den omvendte kamp.

 

Samtidig betød sejren også, at FCM definitivt ender mellem de seks bedste i grundspillet i Guldbageren Ligaen, og dermed er klar til slutspillet, der begynder i april.

 

- Det var en rigtig dejlig sejr. En god holdindsats, hvor jeg hæfter mig ved, at vi fik hele 11 spillere på scoringslisten. Vi skiftede meget ud, men gik på ingen måde ned i kadence, siger FC Midtjylland-træner Kenneth Jensen.

 

Ved stillingen 7-7 tog han timeout, og derefter var Horsens ikke inde i kampen mere. Næste mål, gæsterne scorede, var ved stillingen 12-7 til hjemmeholdet.

 

- De spiller med et offensivt, lidt specielt 6:0-forsvar, som vi havde aftalt at løse via to-tre forskellige åbninger. Spillerne skulle bare lige huskes på, hvilken recept, vi skulle bruge til at løse det, forklarer Kenneth Jensen.

 

Efter pausen gik det altså den her gang som håbet og forventet. FC Midtjylland trak lige så stille fra, og med en god anden halvleg, lykkedes det for Camilla Eriksen at spille sig ind som kampens absolutte profil.

 

Hun stod fremragende og havde i øvrigt Ingrid Ødegaard til at lægge for inden pausen. Nordmanden var også glimrende og i det hele taget var defensiven – hvad 16 mål imod også fortæller – nøglen til sejren.

 

- Jeg er glad og tilfreds med, at vores formkurve i den nationale liga er rigtig god. Vi har sikret os en plads i slutspillet, og det giver godt humør, siger Kenneth Jensen.

 

FC Midtjylland-Horsens HK 28-16 (15-9)

FC Midtjylland: Mette Sjøberg 5 (2), Tonje Nøstvold 4, Isabel Blanco 4, Katja Nyberg 4 (1), Ragnhild Aamodt 3, Kari-Anne Henriksen 2, Malene Dalgaard 2, Alette Stang 1, Line Widt Fruensgaard 1, Gro Hammerseng 1, Susan Thorsgaard 1.
Horsens HK: Katarina Dubajova 6, Monique Feijen 3, Maura Visser 3, Christina Kristensen 3, Beatrix Benyats 1.
Udvisninger: FC Midtjylland 2, Horsens 1.
Tilskuere: 872.

 

Tilbage til nyhedsoversigten

Del