24. januar 2009 To gode point efter overbevisende sejr over SK Århus
FC Midtjylland fortsætter med kurs opad i GuldBageren Ligaen, og det begynder nu for alvor at se fornuftigt ud i kampen om slutspilspladserne. Det er konklusionen efter 60 minutters håndbold i Ikast-Brande Arena lørdag eftermiddag, hvor ligaens nummer tre, SK Århus, blev sendt hjem ud i vintermørket uden point.
Det skete efter en af sæsonens bedste præstationer, for det er sin sag at slå de stærke århusianerne på så overbevisende manér, som det var tilfældet. Slutcifrene blev 30-24 efter 14-9 ved pausen, og med Team Esbjergs nederlag til Aalborg DH, er FC Midtjylland nu tre point over stregen.
De to hold delte det første kvarter i en tæt åbning, hvor ingen ville give så meget som en centimeter i forsvaret. Det resulterede i blot ti scoringer, og spørgsmålet var, hvilket hold, der først ville bryde isen. Det blev hjemmeholdet, der med et forrygende kvarter spillede sig til pause med det bedst mulige udgangspunkt.
Det var ikke mindst fordi forsvaret blev ved at fungere optimalt foran Ingrid Ødegård, der havde rigtig fint styr over gæsternes fløje.
Ragnhild Aamodt vandt de fleste dueller med den tidligere midtjyske keeper Karin Mortensen – og Tonje Nøstvold brillerede med en række opportunistiske gennembrud, der kulminerede i halvlegens sidste minut, hvor hun frækt sendte en blød bal ind mellem armene på Mortensen i SK Århus-målet.
En rigtig fin første halvleg gik til ende med en føring på 14-9 til FC Midtjylland, der fik taktfast bifald fra publikum med på vejen ind til omklædningsrummet, og efter en lidt rodet start på begivenhederne i anden halvleg, hvor gæsterne arbejdede sig op på blot at være tre mål bagud, trak FC Midtjylland igen fra. Det var igen forsvaret og Ingrid Ødegård, der tog fat og indledte en række kvikke kontrastød.
I det hele taget var hurtigheden i benene et af de vigtige elementer i det midtjyske spil i eftermiddag. Et andet var den store bredde i truppen, der for alvor foldede sig ud. Mest af alt personificeret i højrefløjen Alette Stang, der er mere eller mindre stensikker, hver eneste gang, hun får muligheden for spilletid.
Mette Sjøberg agerede bundsolidt og gav mange prøver på, at hun kan gå et forrygende forår i møde, og kampens sidste minutter bød på fine afslutninger af Line Widt Fruensgaard og Gro Hammerseng, der styrede FC Midtjylland sikkert i land til en 30-24.
Ingrid Ødegård fik supporternes pris som kampens bedste spiller, og 1828 tilskuere fik en fin håndboldeftermiddag i Ikast-Brande at gå hjem på. Tilbage til nyhedsoversigten Del
|