Forsiden Spillertruppen Turneringer Sponsorer Billetter Merchandise Events Om FCM FCM Fodbold
6. september 2012
Respekt for fortiden - til kamp for fremtiden
 
Det er i ydmyg respekt overfor fortidens fantastiske bedrifter, at FCM Håndbold stiller op i gule trøjer, siger direktør i FCM Håndbold Torben Kølbæk.

Onsdag aften blev den nye håndboldsæson skudt i gang, og hunulvene fik en perfekt start, da holdet kunne rejse hjem fra Odense med en storsejr på 25-11 pakket ned i håndboldbagagen. Kampen blev spillet i gule trøje, og det vil klubben også gøre, når finaleaspiranterne fra Team Tvis Holstebro på søndag kommer på besøg i et vaskeægte lokalopgør.

- Det er i ydmyg respekt overfor fortidens fantastiske bedrifter, at vi stiller i de gule trøjer, der har spillet så mange titler hjem til klubben i Ikast, siger Torben Kølbæk, der er håndbolddirektør i FCM Håndbold, og henviser til de titler, som klubben under navnene Ikast FS, Ikast-Bording, Ikast-Brande og FC Midtjylland har spillet hjem.

Pokalturneringen blev vundet i 1991, 1999, 2000 og 2001, mens der blev hentet europæiske titler i 1998, 2002, 2004 og 2011. To gange er det danske mesterskab også hentet til Heden. Det skete i 1998 og senest i 2011 efter den dramatiske finalesejr over Randers HK.

- Nogen gange skal man lige stoppe op og kigge tilbage. Tillade sig at være stolt over fortiden og tænke lidt over, hvor vi kommer fra. En dag gik jeg i Handelsbanken Lounge og kiggede på pokalerne, gamle fotos og resultattavlen. Og så blev jeg enormt stolt og ydmyg over at være ansvarlig for en klub, der har opnået disse bedrifter, siger håndbolddirektøren.

Klubsamarbejdet skal styrkes
- Det er mit håb, at Ikast vil bakke op og dele stoltheden og respekten for fortidens helte og ildsjælene omkring vores klub, som uanset navn har repræsenteret området i toppen af håndboldligaen. De FCM-sorte shorts og den gule trøje signalerer FCM-nutiden og respekten for fortiden. Den respekt og stolthed, der skal være drivkraft i nutiden til at kæmpe for fremtiden, siger Torben Kølbæk.

Han gør det klart, at opbakning ikke er noget, man kan kræve, men skal gøre sig fortjent til.

- Vi vil forsøge at vække den slumrende Ikast-stolthed til live igen. Samtidig vil vi gøre os fortjent til opbakning i vores region. Vi er FC Midtjylland. Og vi er per definition regions hold og står for talentarbejde, siger Kølbæk og fortæller, at klubben i denne sæson vil komme endnu mere ud til de 16 samarbejdsklubber, som lige nu er tilknyttet FCM Håndbold.

- Vi vil styrke vores klubsamarbejde, og målet er at blive 25 i denne sæson. Spillerne vil komme mere ud i klubberne, og vi vil også lave trænerkursus i Ikast. I denne sæson har vi allerede  nu haft et par fantastiske oplevelser i først pokalkampen i Lind og senest en træning og autografskrivning i forbindelse med åbningen af multihallen i Sunds, fortæller håndbolddirektøren.

FC Midtjylland og Team Tvis Holstebro, der begge åbnede den nye sæson med en sejr, tørner sammen i Ikast-Brande Arena søndag den 9. september klokken 15.00.

md

Tilbage til nyhedsoversigten

Del

Tilmeld dig til Handelsbanken Lounge