27. august 2012 Hunulvene havde god nordjysk træningslejr Det blev til to sejre over svenske Sävehof på træningslejren i Nordjylland.De midtjyske håndboldpiger har i weekenden været samlet på træningslejr i Nordjylland. Foruden træninger var der også indlagt to træningskampe mod de svenske mestre fra Sävehof, ligesom holdet besøgte ungdomsspillere fra Frederikshavn og elever fra Stidsholt Idrætsefterskole.
Selv om fokus ikke var rettet mod resulterne i de to kampe, men om at få spilkonceptet helt på plads inden sæsonstarten, så kunne hunulvene alligevel notere sig to sejre med en difference på henholdsvis tre og et mål mod Sävehof.
- Det var en super tur, som vi har fået meget ud af både på og uden for banen, fortæller cheftræner Helle Thomsen.
Hun måtte dog se både Natascha Ohlendorff og Louise Svalastog Spellerberg blive skadet. Ohlendorff fik en kraftig forstuvning i den ene ankel, mens Louise Svalastog Spellerberg flækkede læben og blev limet. Og på grund af skader er den eneste gang, som holdet har været fuldtallig i sæsonen, til pokalkampen mod SønderjyskE.
- Der er ingen tvivl om, at vi er lidt bagud i forhold til nogle af de andre hold, men der er selvfølgelig også andre, som har samme problemer som os. Men selv om vi er bagud, fik vi vist, at vi kommer med god vilje og fight, siger Thomsen.
Skaderne betød, at Mette Bejder og Amalie Risom fra U18-holdet blev hentet op på træningslejren, og de fik begge to 25 minutter i den anden kamp mod de svenske mestre, hvor de leverede en god indsats.
- Vi er blevet spillet tættere sammen, men det har været uden Natascha og Svalastog, men så var der meget god træning til dem, der tog over, siger Helle Thomsen.
FCM Håndbold åbner den nye sæson på udebane mod Odense onsdag den 5. september.
md Tilbage til nyhedsoversigten Del |