20. august 2012 Thomsen-ros til pokalmodstander SønderjyskE bliver ingen walk-over.SønderjyskE bliver ingen walk-over.
Onsdag aften tyvstarter FC Midtjylland sæsonen med et pokalopgør mod SønderjyskE, der netop er rykket op i Håndbold Ligaen. Selv om FC Midtjylland er favoritter til at avancere på sønderjydernes bekostning, bliver det ikke nogen let kamp, forsikrer FCM's cheftræner, Helle Thomsen.
- SønderjyskE kommer som nyoprykker til ligaen, og selv om det her er en helt anden turnering, giver det dem en masse energi og gåpåmod. Deres træner, Patrick Westerholm, har gjort et super godt stykke arbejde med de unge tøser. Det bliver et topmotiveret mandskab, vi kommer til at møde på onsdag, siger Helle Thomsen og sætter ord på de lyseblås kvaliteter.
- På backerne har de to unge hollændere, der gør det rigtig godt, og så har de Stine Svangaard som en dygtig spilstyrer. De har et godt tempo i spillet, og så er de gode til at tage de rigtige løb for hinanden. Og så er SønderjyskE et rigtigt fighterhold, og sådanne mandskaber er aldrig lette at møde.
FC Midtjylland vil endnu tættere på sine samarbejdsklubber, og som et nyt tiltag spilles ulvenes pokalkampe nu hos disse, startende med onsdagens 1/8-finale hos KLG Håndbold i Lind. Det er et tiltag, Helle Thomsen bakker op omkring.
- Jeg synes, det er en super idé. På den måde kommer der nok en del og kigger, som måske ikke ville være mødt op ellers, eller som normalt ikke ville have muligheden. Det er en god måde at få vist os lidt frem på, slutter FCM-træneren.
FC Midtjylland møder SønderjyskE onsdag kl. 19:30 i ALPI Hallerne i Lind. Der er gratis adgang og mulighed for at få autografer efter kampen.
/jonas dahl nielsen Tilbage til nyhedsoversigten Del |